Fortsæt til indhold

HB Køge vil væk fra nedrykningspladserne

Svanerne slutter efterårssæsonen af med en ekstrem vigtig udekamp mod AC Horsens søndag eftermiddag

Arkiv
Per Møller

FODBOLD: Efter en pause på to uger, grundet den aflyste kamp fredag aften mod FC Roskilde, hvor den ene af de fire lysmaster i Roskilde Idrætspark svigtede, er HB Køge klar til at slutte fodboldåret 2014 af med den sidste kamp i efterårssæsonen.
Det er en ekstremt vigtig en af slagsen, når det søndag kl. 15.00 går løs mod AC Horsens i CASA Arena i Horsens. Inden kampen ligger HB Køge næstsidst i Nordicbet Ligaen med 15 points. Der er to points op til FC Fredericia og Brønshøj der begge har 17 points mens Vejle, der mandag aften vandt 3-1 over netop AC Horsens, har 18 points.
Så skal HB Køge ikke overvintre på den lidet flatterende nedrykningsplads, skal søndagens kamp ganske enkelt vindes mod et AC Horsenshold der må være lidt groggy efter mandagens nederlag til lokalrivalerne fra Vejle.
HB Køge må til kampen se bort fra Casper Grønn og Rasmus Nielsen, der begge skal afsone en spilledags karantæne.
DBU har endnu ikke sat ny dato på den aflyste kamp mod FC Roskilde.
HB Køge starter forårssæsonen 2015 op med en hjemmekamp mod FC Fredericia søndag den 15. marts kl. 15.00.