Der er god brug for gamle cykler
I et par uger har Sønderborg Forsyning samt Vej og Park taget imod ældre, funktionsdygtige cykler, der med et snuptag kan gøres klar til brug. Cyklerne skal bruges til beboerne på det midlertidige asylcenter på Sønderborg Kaserne og til de asylansøgere, der har fået bopæl i Nordborg. Nu er de første cykler afleveret – til stor glæde for modtagerne.
Borgerne er blevet opfordret til at aflevere de cykler, de ikke bruger længere, på den lokale containerplads. Her hentes de af Vej og Park, og personer i nyttejob tjekker cyklerne og gør dem klar til brug. Skruer bliver strammet, kæderne smurt og dækkene pumpet. Det bliver også lige tjekket, om cyklerne er meldt stjålet.
I sidste uge blev de første 23 cykler og lige så mange cykelhjelme afleveret til beboerne på kasernen. De blev modtaget med stor glæde, især af børnene, der ikke har så mange muligheder for underholdning og motion. De voksne er også rigtig glade for at blive lidt mere mobile. Beboerne skal deles om cyklerne.
"Vi modtager meget gerne flere cykler, også gerne helt små cykler og løbecykler til børnene," siger Else Henriette Libak Hansen, der er koordinator på cykelindsamlingen.
Borgmester Erik Lauritzen er meget glad for borgernes engagement:
"Jeg er oprigtigt stolt over, at borgerne i Sønderborg på denne måde er med til at give vores nye medborgere et bedre ophold og lidt mere indhold i en ellers lidt kedelig hverdag," siger Erik Lauritzen.
De indsamlede cykler skal også bruges til en ungdomscamp i 2015 og til Spejdernes Lejr på Kær Vestermark i 2017.