Fortsæt til indhold

Kaffeklubben gør klar til 25 års jubilæumsshow

Efter en ufrivillig pause er Willys Kaffeklub på vej tilbage

Arkiv
Peter Rasmussen

De er blevet kaldt det nærmeste Sønderjylland kommer Linje 3 og Ørkenens Sønner. Men samtidig er de helt sig selv.
Willys Kaffeklub har været frontkæmpere for den - ret platte - sønderjyske humor i 25 år, men der har været lidt stille omkring den lille flok morsomme herrer det seneste års tid. Men nu skulle den være god nok. Der arbejdes på et nyt show, som står til at få premiere til september næste år - naturligvis på Tørning Mølle.

Ufrivillig pause

Vel har der været pauser i løjerne hen over de 25 år, hvor kaffeklubben har været på gaden, men den seneste pause var dog ikke frivillig.
Én af kaffeklubbens bærende kræfter, Alex Bødiker, kom ud for et uheld og kvæstede sin skulder så slemt, at han har været sat ud af spillet med voldsomme smerter.
Nu er manden, der - med egne ord - styrer det hele, så klar igen og sammen med resten af flokken skriver han løs på det kommende show:
“Det nye show bliver nok en blanding af helt nyt materiale og så noget af det sjoveste fra de 25 år, som er gået,” fortæller Alex Bødiker.

Begyndte på Viktoriabad

Når man ser kaffeklubbens shows, så kunne man godt tro, at alt udspringer af Husum Krat, men det er faktisk ikke tilfældet. Faktisk udspringer alt fra Viktoriabad i Kelstrup.
Fire musikalske humørspredere stod for sommerunderholdningen på det navnkundige badehotel. Senere kaldte de sig Willys Kaffeklub. Hotellet er væk - men klubben består.