Fortsæt til indhold

Havbund mellen Als og Fyn undersøgt

Undersøgelse af havbunden mellem Als og Fyn giver ingen klare svar om mulighederne for en bro

Arkiv
Arkiv

Med baggrund i ønsket om, at få realiseret en fast forbindelse mellem Fyn og Als har Faaborg-Midtfyn og Sønderborg kommuner samt Region Syddanmark fået foretaget en undersøgelse af havbunden i denne del af Lillebælt.
Rambøll har screenet havbundsforholdene i de to mulige linjer, som COWI har skitseret i en tidligere rapport om en fast forbindelse på strækningen. Bl.a. er dybdeforholdene kortlagt mere detaljeret end tidligere og viser maksimale vanddybder på 38,1 og 43,3 m. De overfladiske geologiske forhold er også blevet undersøgt. Undersøgelsen viser, at bløde sedimentlag, som primært består af uorganiske aflejringer, dækker over ret store områder, men det har ikke været muligt at fastslå dybden af laget.
At fastlægge bundforholdene mere præcist kræver imidlertid mere detaljerede og bekostelige bundprøver som forudsætning for at kunne vurdere funderingsforholdene for en fast forbindelse.
"Undersøgelsen giver ikke banebrydende svar men er et element i en lang proces, hvor man må tage tingene i den rigtige rækkefølge. Sådan er det med store projekter. Der er ingen tvivl om, at en fast forbindelse vil styrke erhvervsudviklingen i hele regionen - altså på begge sider af vandet. I hele debatten om et skævt Danmark, har vi en opgave med at belyse, hvor meget en investering i infrastruktur betyder for væksten i landsdelen, men dermed også for landet som helhed," siger borgmester Erik Lauritzen, Sønderborg Kommune.
Inden der foretages mere detaljerede undersøgelser af havbunden, vil kommunerne og regionen i fællesskab forsøge at få de samfundsøkonomiske effekter yderligere belyst.
"Politikerne med de landspolitiske briller ser i øjeblikket i andre retninger end Fyn-Als-forbindelsen. Skal det lykkes os at komme højere op på den landspolitiske dagsorden, er kravet til os overbevisende argumenter med bund i veldokumenterede analyser. Det er det, vi til stadighed må holde os for øje og fortsat arbejde på," siger Stephanie Lose, formand for udvalget for regional udvikling i Region Syddanmark.
"Vi er fuldt bevidste om, at beslutninger om så store infrastrukturprojekter som en bro mellem Als og Fyn kræver et solidt og oplyst grundlag. Vi har med denne havbundsscreening fået yderligere viden, og vi vil bruge vores energi på fortsat at kvalificere det grundlag, der skal til for at der kan træffes en beslutning om en fast forbindelse mellem Fyn og Als," siger borgmester Christian Thygesen fra Faaborg-Midtfyn Kommune.