Bente blev årets borger
Lions Club Elbo, Taulov/Skærbæk, har udpeget ”Årets Borger” i lokalområdet. Hæderen blev tildelt formanden for TSIF Håndbold, Bente Præst. Med titlen fulgte 10.000 kroner. Penge, som Årets Borger, skal videreformidle til et humanitært formål, som kan godkendes af Lions Club Elbo.
I indstillingen fremhæves om Bente Præst følgende:
”Kandidaten er en ildsjæl, der gennem de seneste år har vendt en skrantende håndafdeling – TSIF Håndbold – med vigende medlemstal og økonomi til en håndboldafdeling i fremgang. Kandidaten kendetegnes ved så godt som altid at være til stede i Elbohallen, når der afvikles aktiviteter, der relaterer til håndbold - det være sig såvel træning som til kampe. Der er tale om en kandidat, der har tæft, er god til anerkende den indsats, der især ydes at de frivillige trænere til gavn og styrkelse for såvel trænernes egen udvikling som holdene og håndboldafdelingens sociale arbejde. Alt i alt en håndboldafdeling, der kan samle såvel unge som ældre til fastholdelse af den sociale og sportslige udvikling i Taulov/Skærbæk.”
Til minde om hæderen modtog Bente Præst også en gave i form af glas fra den lokale glaskunstner Lizzi Neumann, Hørup Glas.