Fortsæt til indhold

Vækstrådets første direktør

Den nystiftede forening Sønderborg Vækstråd har fundet sin første direktør. Valget faldt på Ole Daugbjerg

Arkiv
Arkiv

"Jeg er meget glad for at kunne byde Ole Daugbjerg velkommen som den første direktør i Sønderborg Vækstråd, og jeg er overbevist om, at vi med Ole får en direktør, der hurtigt og målrettet vil sætte aktiviteter i gang, der fører mod opfyldelse af vores ambitiøse mål for Sønderborg," siger Vækstrådets formand, Henrik Enderlein.
Den nye direktør kan tiltræde allerede den 1. december, selvom det bliver på halv tid de første par måneder.
"Det er vigtigt, at vi kommer i gang med det konkrete arbejde så hurtigt som muligt. Selvom Sønderborg Vækstråds mandat egentlig først træder i kraft 1. januar 2015, så er det afgjort en fordel, når vi nu kan begynde arbejdet lidt på forkant," siger formanden.
Ole Daugbjerg, der tidligere bl.a. har været kommunikations- og stabsdirektør i Danfoss koncernen, ledende partner i en af Danmarks største kommunikationsvirksomheder og senest selvstændig virksomhedsrådgiver, har boet i Sønderborg de seneste 14 år, og han kommer til Sønderborg Vækstråd med erfaringer fra såvel det lokale kulturelle område som fra regional og lokal erhvervsudvikling. Ole Daugbjerg var således en af initiativtagerne til oprettelsen af Sønderjysk Elitesport, hvor han også var formand for bestyrelsen i en årrække. Han har de seneste fire år tillige været formand for UdviklingsRåd Sønderjylland. I øvrigt en post han helt naturligt fratræder med ansættelsen i Sønderborg Vækstråd. Han har været formand for bestyrelsen på Alssund Gymnasiet, og han sidder i et af SDU's Uddannelsesråd.
Ved årsskiftet lukker han ned for driften i sin rådgivningsvirksomhed.
"Jeg har en række opgaver, der skal afsluttes, ligesom det er både Vækstrådets formand og jeg selv magtpåliggende, at der er sikret fortsat fremdrift i UdviklingsRåd Sønderjylland, før jeg træder tilbage som formand. Det er jo også en vigtig fremtidig partner for Vækstrådet. Derfor bliver det på halv tid, jeg indtræder i jobbet som direktør for Vækstrådet 1. december, men jeg kan godt love, at det bliver på fuld kraft," lyder det fra Ole Daugbjerg.