Fortsæt til indhold

Alle tovholder-poster besat til Stafet for Livet 2015

Arkiv
Arkiv

KØGE: De kom fra Borup i vest – Køge i øst - Algestrup i Syd og Køge Nord - præcis 42 interesserede og engagerede mennesker fra Køge-området var mødt op ved informationsmødet om Stafet for livet 2015 i Køge - Kræftens Bekæmpelse.
Mødet blev holdt i Rytmiksalen på Ellemarkskolen i Køge, hvor konsulent fra Kræftens Bekæmpelse, Iram Saif, gennemgik indholdet af stafetprojektet, som skal afvikles på Køge Marina.
- Efter mødet – og spørgsmål og svar – var det muligt for de fremmødte at påtage sig de forskellige tovholderfunktioner samt at tilmelde sig som hjælpere. Alle ledende funktioner blev besat – og således er projektledelsen med projektstyringen på plads, ligesom der er udpeget tovholdere med hensyn til forplejning til deltagere og frivillige hjælpere, indhentning af sponsorater, oplysning om Kræftens Bekæmpelse og indsatsen mod kræft, PR og markedsføring, logistik, økonomi, underholdning, salg af lysposer samt kontakten til holddeltagerne og meget mere, fortæller Bruno Juul fra Stafet for Livet i Køge.
En stribe af frivillige hjælpere er også tilmeldt, men der er plads til flere – f.eks. med hensyn til underholdning for børn og voksne, forplejningsteamet, logistikteamet, salg af lysposer og tilrettelæggelse af lys ceremoni – og alt det løse arbejde.
Hjælpertjansen kræver ingen forudsætninger – kun en positiv indstilling om at ville gøre en indsats i kampen mod kræften. Vil man deltage som frivillig hjælper, så kan man kontakte projektlederen, Svend Erik Bodi, på tlf. 2454 1139 eller på e-mail: bodi@c.dk.
Stafetten afvikles i weekenden 20.-21. juni på Køge Marina - Lystbådehavnen - og alle kan i øvrigt allerede nu tilmelde sig som deltagere i stafetten via stafettens hjemmeside, og hvis man er ”enkeltperson” eller blot et par stykker, kan man tilmelde sig et ”åbent hold”.
I 20 timer vandres der på den 500 m lange bane, men kun én fra holdet behøver at være på banen ad gangen. Ud over deltagernes baser - telte - bliver der opsat officielle telte som madtelt, telt med salg af lysposer, telt for fighterne, informationstelt, økonomitelt og flere andre.
- Der bliver masser af aktiviteter – også for børn – og der bliver musik og underholdning på scenen. Ved 2014-stafetten var der ca. 400 deltagere – heraf 45 fightere. Tilmeldingen er i gang, og de første 7 hold har allerede tilmeldt sig, oplyser Bruno Juul.
pm