Fortsæt til indhold

Folketingskandidat i Fredericia går imod sit eget parti

John Nyborg (S) er uenig med sit partis asylpolitik. Ordfører afviser hans syn

Arkiv
Peter Friis Autzen

John Nyborg, der er Folketingskandidat for Socialdemokratiet i Fredericia, lægger sig ud med partitoppen, når det handler om asylpolitiken.
Han tager afstand fra de asylstramninger, SR-regeringen står bag.
”Asylansøgere skal modtages med en menneskelighed og åbenhed, der gør, at de hurtigst muligt bliver integreret i vores samfund, og hurtigst muligt få deres familier herop,” lyder det fra John Nyborg.
”Stramninger af asylloven er ikke nødvendig, da asyllovgivningen i forvejen indeholder de elementer, der skal til for at kunne styre og regulere,” siger han.
Den socialdemokratiske politiker mener, at stramninger kan være til skade for Danmark.
”Vi har altid været en nation af mennesker, der har været åbne overfor nye tanker og idéer, og forstået at anvende det til vores lands fordel. Lad os ikke begrænse vores egen udvikling ved at have mistro og mistillid til mennesker, der har lyst til at blive integreret og være en del af vores samfund,” siger han.

S-ordfører svarer igen

Socialdemokratiets integrationsordfører i Folketinget, Mette Reissmann, er uenig med John Nyborg. Og hun afviser, at regeringens forslag vil betyde, at asylansøgere modtages med mistro og mistillid.
“Hans udtalelser står for hans egen regning. Han blander tingene sammen og har åbenbart ikke læst bemærkningerne til lovforslaget: Det, vi foreslår at gøre, kan ikke gøres med den nuværende lovgivning. Det passer altså ikke, hvad John Nyborg siger,” siger Mette Reissmann.
Hun ærgrer sig over, at en partifælle udtaler sig imod partiets linje.
“Men der er masser af kandidater, der mener noget andet. Især jo tættere, vi kommer på et valg,” siger hun.