Nu skal træet bare tændes
Brolæggerne på Stændertorvet havde gjort plads til byens juletræ, da en stor blokvogn trillede ind på torvet med byens juletræ på ladet. Vognen ankom i festlig stil i et optog med Svogerslevnisserne i front, viceborgmester Poul Andersen, julemanden og børn fra Hedegårdenes Skoles SFO i optoget. Træet kom fra vandret stilling til sin rette lodrette, med hjælp af kranen på lastbilen. Det skete under stor opmærksomhed fra børnene og de voksne tilskuere. Svogerslevnisserne sørgede for at ventetiden blev blæst væk med julemusik, mens der blev arbejdet på at montere træet i den store indbyggede juletræsfod, der er i Stændertorvets brolægning. Gys og hvin blev der også plads til, da træet var sat ned i foden, tippede det over mod tilskuerne. Juletræet bliver pyntet i løbet af ugen, så det er klart til at blive tændt lørdag 29. november når det er blevet mørkt. Løjerne til juletræstændingen begynder klokken 15.45 med Svogerslevnisserne og børnekor fra skolerne. Klokken 16 går Brian Rice på scenen med sin pianist for at skabe den rette julestemning til trætændingen. ja-