Fortsæt til indhold

Post Danmark åbner nyt posthus i Lellinge

Arkiv
Arkiv

LELLINGE: Den stigende nethandel har fået Post Danmark til at åbne to nye posthuse i Køge Kommune.
Det er Dagli'Brugsen i Lellinge og OK Plus i Slimminge der nu også kan kalde sig posthuse.
- Vi er glade for, at vi med de to nye posthus kan øge tilgængeligheden og gøre det endnu nemmere, når kunderne i Lellinge og i Slimminge skal hente og sende deres pakker, siger Tonny Povlsen, kundechef i Post Danmark.
I de nye posthuse kan kunderne hente pakker, som bestilles til direkte afhentning på posthuset. Der kan også sendes breve og pakker samt købes frimærker og pakkeporto – og alle posttilbud kan benyttes i hele butikkens åbningstid alle ugens dage.
- Vi glæder os meget til at tilbyde kunderne de to nye posthuse. Det er vores forventning, at posthusene i endnu højere grad vil være med til at gøre butikkerne til lokale omdrejningspunkter, siger Tonny Povlsen.
Pakker, som er bestilt til hjemadressen, men hvor kunden ikke er hjemme, når pakkebuddet forsøger at aflevere pakken, vil fortsat blive lagt til afhentning på det posthus, hvor man i dag er vant til at hente sine pakker. Det vil altid fremgå af den besked, man modtager fra Post Danmark, hvor pakken skal afhentes.
Posthuset åbner i dag, torsdag den 27. november i Lellinge, mens posthuset i Slimminge åbner på tirsdag den 3. december.
De er to af de i alt 150 posthuse, som Post Danmark åbner over hele landet inden jul.
pm