Fortsæt til indhold

Kjoler og kostumer i massevis sættes til salg

Tøjhuset kommer i dén grad til at leve op til sit navn, når teatret sælger ud

Arkiv
Peter Friis Autzen

Fredericia Teaters Kostumelager er løbet tør for plads, så nu skal der sælges ud af de mange kostumer.
“Vi har rigtig meget på lager, som vi er nødt til at skille os af med. Vi sælger ikke alt, men har valgt en stor del ud. Mange hundrede kostumer,” siger kostumeansvarlig Anna Juul Holm.

Særlig syning

Nogle teaterkostumer er syet i en særlig slidstærk kvalitet. For eksempel kan en balkjole med almindelige syninger og fine lynlåse ikke holde til dans og bensving på scenen aften efter aften. Derfor vil nogle af kostumerne bære præg af at være syet en særlig holdbar kvalitet.
“Andre vil være mere almindelige,” siger Anna Juul Holm.
Allerede i oktober solgte teatret ud af et antal balkjoler. Selvom interessen var stor, er der stadig en del kjoler tilbage, men på næste runde af udsalget er det også mange andre slags kostumer.
“Nogle kan bruges som pænt tøj, hvis man skal til galla. Andet er mere almindeligt, og en del kan formentlig bruges til rollespil,” siger Anna Juul Holm.
Udsalget hos Tøjhuset finder sted lørdag og søndag, den 6. og 7. december fra klokken 10-16.