Frivillige giver en hånd i Felsted
I Felsted vil man gerne komme hinanden ved, og en flok beboere har besluttet, at de gerne vil bruge en fredag eftermiddag hver måned på frivilligt arbejde. Det betyder, at beboere i Felsted kan få en hjælpende hånd til forefaldende arbejde, hvis der er noget, de mangler hjælp til.
Projektet tager udgangspunkt i Felsted kirke, og har fået navnet Felsted kirke rækker ud.
“Vi har kørt ordningen i et års tid nu, og idéen kom ved at jeg, sammen med Oliver (Karst, sognepræst i Felsted), mente, at kirken her i byen godt kunne styrke det diakoniske arbejde. Og på denne her måde kunne vi på en nem måde hjælpe andre”, fortæller Morten Hoff.
Han mener nemlig, at der er meget mere i kirken end blot søndagens gudstjeneste.
“Hvis du spørger mig, så der der ligeså meget kirke imellem søndagene som om søndagen”.
På trods af de gode intentioner har det dog ikke været let at løbe ordningen i gang.
“Vi oplever, at det er en overvindelse for folk at tage imod hjælpen. Vi har omdelt foldere i alles postkasser, men det kræver en vis overtalelse at få folk til at henvende sig og bede om hjælp”, fortsætter Morten Hoff.
For sognepræst Oliver Karst er projektet et eksempel på, at man lokalt hjælpe hinanden.
“I samfundet som helhed ser vi jo også eksempler på, at der bliver færre og færre resurser, og at vi må klare mere og mere ved frivillig hjælp. Og her mener jeg, at kirken kan spille en rolle”, understreger Oliver Karst.
Teamet af frivillige kan løse en hel vifte af opgaver for folk, der har behov.
“Vi kan selvfølgelig ikke gå ind og lave vvs-arbejde og lignende. Men i dag skal vi f.eks. fælde et par træer, og her drager vi nytte af, at en af vores frivillige er vant til at arbejde i skoven. Og ellers er vi friske på havearbejde, pudse vinduer eller hvad man ellers kan have brug for hjælp til”, forklarer Morten Hoff videre.
Selvom projektet er et nyt tiltag, er det dog ikke de frivillige i Felsted, der har opfundet konceptet.
“Jeg er ikke sikker på, hvor mange steder, der kører lignende ordninger. Men jeg er blevet kontaktet af andre, der gerne vil høre om vores tiltag. Og vi deler selvfølgelig gerne ud af de gode erfaringer”, slutter Oliver Karst.