Vellidt Køge-borger udnævnt til VIWA-ambassadør
Linda Nielsen blev hyldet for altid at udvise gejst, glæde og vinderindstilling
KØGE: Lørdag den 29. november modtog Linda Nielsen VIWA ambassadørprisen. Prisen blev overrakt i forbindelse med ”Badminton På Toppen” dagen i Havdrup. Hun var meget glad og rørt over at have modtaget prisen.
Det var Janne Madsen, som selv er VIWA ambassadør, der overrakte prisen til Linda.
Linda Nielsen er udviklingskonsulent i Badminton Danmark. Samtidig nyder Køge Badminton Klub også godt af hende, idet hun er en af de dygtige frivillige ledere i klubben.
Uddannelseschef i Badminton Danmark, Ulrik Jansen, siger om den nye VIWA ambassadør fra Køge:
- Linda er et positivt og engageret menneske – og det smitter af på mig. Desuden er hun både omsorgsfuld og oprigtig, og det gør, at man føler sig set og hørt i hendes selskab. Uanset hvilken opgave hun står overfor, er hun engageret og har et godt overblik, derfor løser hun opgaverne med et blik for sammenhængene på tværs i organisationen. Det glæder mig meget, at Linda har fået prisen som VIWA ambassadør – det er fuldt fortjent.
Gejst - glæde - vinderindstilling
Janne Madsen og Linda Nielsen kender hinanden gennem badminton – de har tidligere været et stærkt makkerpar på banen, hvor de repræsenterede Køge Badminton Klub. Janne Madsens indstilling af Linda Nielsen til prisen lyder:
Linda, tak fordi du er den du er!
Du udviser glæde ved livet og de ting du går ind i, og det smitter naturligt af på os andre.
Du er et meget energisk, engageret og initiativrigt menneske og du er en ildsjæl ud over det sædvanlige. Når du vil have os andre med i det, du brænder for, er det med en smittende gejst.
Du ser muligheder i alt, hvad du går ind i, og du udstråler en tro på, at alt kan lade sig gøre. Du har en fantastisk evne til at få mennesker omkring dig til at føle sig godt tilpas, og at de er vigtige i det som du vil have dem med i.
Du træder altid til, når der er brug for en hjælpende hånd, hvad enten det er på det organisatoriske plan eller på det praktiske plan. Du har den rette vinderindstilling, både i forhold til dig selv og du finder også stor glæde i at gøre andre til vindere.
Tak for at jeg har lært dig at kende – du inspirerer mig.
Næste ambassadør
Med prisen følger retten til at udnævne en ny ambassadør indenfor den næste måned. VIWA - Vinder Indstilling Winning Attitude - Ambassadør prisen er stiftet for at sætte fokus på, hvor mange fantastiske mennesker der er i denne verden.
Ofte er vi ikke gode til at få sagt tak. Det har Linda Nielsen muligheden for nu.
- Det er helt overvældende med prisen. Nu må jeg hjem og i tænkeboks, for at finde ud af hvem jeg vil udnævne. Jeg kender så mange dejlige mennesker, så det bliver en spændende opgave, siger hun.
Linda Nielsen er blot den anden kvinde i verden der får overrakt denne pris. Janne Madsen, der også har en fortid iKøge og Køge Badminton Klub, var den første.
pm