Fortsæt til indhold

Forkæl brændeovnen med mundrette godbidder

Ladegård Brænde i Hammelev giver miljøet en håndsrækning

Arkiv
Mette Henriksen

Omkring 700.000 husstande i Danmark har en brændeovn, og langt størstedelen bruger den uhensigtsmæssigt.
Det vurderer indehaver af Ladegård Brænde ved Hammelev, Hans Fuchs, der har specialiseret sig i fremstillingen af små mundrette brændestykker, som sikrer den perfekte opvarmning af din brændeovn. Diameteren på en cirka fem til seks cm bevirker nemlig, at brændet får den perfekte opstart.
“En god varm ild brænder røggasserne fra træet af i løbet af de første ti, vigtige minutter. Her vil flammerne være klare og bølge fra side til side. Og udenfor vil du kunne se, at “røgen” er klar og ikke sort,” fortæller fagmanden.
“Går der først ild i træets indhold af røggasser og tjærepartikler, så de går med i forbrændingen, hvilket er en stor forureningskilde,” siger Hans Fuchs, som faldt for konceptet under en rejse til Tyskland.
“Personlig havde jeg ikke før set små stykker brænde som disse i handlen, så jeg tænkte at det måtte også være noget, som man kunne bruge herhjemme. Det er jo både skånsomt for miljøet, og så kan du spare dig selv for rengøring af ruden - fyrer man korrekt, så rengør ruden sig faktisk selv.”