Fortsæt til indhold

Lokalarkiv går online og får overblik

Arkiv
Jørgen Flindt

Meget snart bliver den lokale fortid omkring Give, Gadbjerg og Thyregod mere tilgængelig. Nemlig med klik på musen hjemme ved computeren. De tre lokale arkiver er samlet fysisk på Lokalhistorisk Arkiv på Give-Egnens Museum.
Men meget snart også på Akibas.dk, hvilket er en hjemmeside, hvor man kan søge de lokalhistoriske oplysninger.
Datoen for åbning af akibas.dk er usikker, men at der åbner sig en ny verden, er museumsleder Anne M. Provst Skinnerup ikke i tvivl om. Det giver nemlig interesserede mange nye muligheder, for man kan søge efter en del oplysninger uden nødvendigvis at skulle møde op på museet.
“Det giver også os et fantastisk overblik over historierne, der ligger i arkivet,” siger hun.
Men selvom man meget snart er klar til at gå online, er der dog lang vej til, at alt er blevet registret digitalt.
“Vi er meget langt fra den målstreg, der hedder, at alt vi må lægge ud digitalt også er lagt på. Det er en enorm proces, men der arbejdes på højtryk, så det går fremad,” siger hun.