750 elever får hjertestarter - og lærer at bruge den
Hele området kan benytte sig af hjertestarter, der lige er hængt op på Kirkebakkeskolen i Bredballe
Chancen for at overleve et hjertestop stiger fra cirka 10 procent til cirka 70 procent, hvis man inden for de første fire minutter får stød med en hjertestarter. Med andre ord er chancen for at overleve syv gange så stor, hvis man får stød inden for fire minutter.
Det fortæller Grethe Thomas, projektchef i TrygFonden, der donerer 100 hjertestartere om året. I 2014 og 2015 bliver de fleste hjertestartere givet til skoler, fordi man gerne vil uddanne en ny generation af førstehjælpere.
Kirkebakkeskolen i Bredballe er en af de skoler, der har ansøgt om en hjertestarter og været heldig at få en.
“Vi har 750 elever og mange fritidsbrugere, der bruger vores hal og svømmehal, så der er et stort grundlag for en hjertestarter,” fortæller Peter Juncker Graakjær, teknisk serviceleder på Kirkebakkeskolen i Bredballe, Vejle.
Skolen har fulgt Sundhedsstyrelsens anbefaling om at hænge hjertestarteren udenfor, så den kan bruges døgnet rundt.
’Du kan redde liv’-skole
Kirkebakkeskolen er samtidig blevet certificeret af TrygFonden som 'Du kan redde liv'-skole. Med dette stempel forpligter skolen sig til, at alle elever er uddannet i livreddende førstehjælp og kan bruge en hjertestarter, når de forlader skolen.
12 ansatte på skolen har været på kursus, så de kan lære eleverne førstehjælp og bruge en hjertestarter. Skolen har desuden fået materialer og dukker, eleverne kan øve sig på.
Det er faktisk lovpligtigt for skolerne at undervise i livreddende førstehjælp, men ifølge en ny rapport er mange lærere utrygge og føler sig ikke kompetente til det, fortæller TrygFondens projektchef Grethe Thomas.
“Ved at blive en 'Du kan redde liv'-skole tager skolen ansvar, og vi hjælper med kurser og materialer,” siger Grethe Thomas.
Eleverne i 7. klasse får et særligt kursus i førstehjælp og brug af hjertestarter, men Kirkebakkeskolen har planer om at involvere hele skolen.
“Alle årgange har haft en underviser på kursus, så alle eleverne kan få undervisning, der passer til klassetrinnet,” fortæller skolens tekniske serviceleder.