Gensyn med Æ Havbogasse
Alsingergildet genudgiver en række af Fritz Carstensens sjove
Gennem mere end et kvart århundrede har mange alsinger moret sig over tegninger og fortællinger i E Havbogasse.
Nu har Alsingergildet udgivet en bog med en række af de bedste tegninger fra Fritz Carstensen.
Bogen blev for nylig præsenteret hjemme hos Fritz Carstensen og hans hustru, Grethe, og den er nu til salg hos områdets boghandlere samt på Alsingergildets hjemmeside www.alsingergildet.dk
Fritz Carstensen udgav E Havbogasse fra 1957 til 1983 med tegninger og humoristiske fortællinger om årets gang - "folk og hændelser" - i Sønderborg og omegn.
Til inspiration indsamlede Fritz Carstensen selv indtryk, læste aviser og talte med folk, ligesom han blev suppleret på tegnesiden af sin tvillingbror, Johannes, og på fortællesiden af Preben Schwalm.
Da Alsingergildet spurgte Fritz Carstensen, om han kunne bifalde, at gildet udgav et "opsamlingsnummer", sagde han ja, og han har vederlagsfrit stillet sit grundmateriale til rådighed. Medlemmer af Alsingergildet har herefter genskrevet alle tekster, idet de jo ikke i forvejen fandtes elektronisk. Der er ca. to fortæller/tegninger med fra hver årgang.
"Det har været et stort arbejde, men jo ikke for noget at regne i forhold til den indsats, Fritz Carstensen har ydet igennem mere end en menneskealder - til morskab for læseren og til støtte for bevarelsen af vores dialekt," sagde Ernst Linow, formand for Alsingergildets bogudvalg, ved præsentationen.
Fritz Carstensen er nu 90 år, men stadig åndsfrisk og i dén grad i stand til at glæde sig over udgivelsen.