Blandt ofre og politikere på Christiansborg
Naturligvis fører satireskriftet sig frem blandt beslutningstagerne
Normalt spidder det sønderjyske satire blad æ Rummelpot de lokale politikere og andre personer, der har gjort sig fortjent til det. I den forløbne uge havde politikerne så mulighed for at kommentere æ Rummelpots indhold ved et møde i Synnejysk Algemeine på Christiansborg.
Synnejysk Algemeine er en meget speciel klub, der består af de sønderjyske MFere samt andre på Borgen, som har relation til Sønderjylland. I år var der gæster fra Grænseforeningen, det tyske mindretals organisationer i Sønderjylland og repræsentanter for det danske mindretal i Sydslesvig- Det var så i alt 80 gæster Algemeines formand, folketingsmedlem Eva Kjer Hansen bød velkommen til foredrag og gule ærter (på københavnsk) i Snapstinget.
Søren Ryge fortalte
Hovedtaleren var Søren Ryge, der fortalte om opvæksten syd for grænsen og det danske sprog (Han har lige fået Modersmålsprisen) og efter middagen underholdt Rummelpot-redaktøren så.
Blev du så spiddet og fik råt for usødet, Sven-Erik Ravn?
“Nej, jeg slap fra mødet med livet og det gode humør i behold, og der var endda et af de karikerede medlemmer, der bad om at få originaltegningen tilsendt.”
“Jeg mindes i øvrigt, at der var en sønderjysk forhenværende folketingsmand, der efter sin fratræden sagde: Nu har jeg i tre år ikke været i æ Rummelpot, så nu er jeg glemt, og deraf udledte jeg, at det nok var bedre at blive omtalt end blive udeladt, Og ingen modsagde mig,” fortæller Sven-Erik Ravn.