Lodam tæt på Livsbalance-pris
Igen var Lodam i Sønderborg nomineret til Prisen for Livsbalance, som uddeles af Great Place to Work
Lodam var for anden gang en af tre nominerede virksomheder til Prisen for Livsbalance 2014, som Great Place to Work uddelte ifm. offentliggørelsen af Danmarks bedste arbejdspladser 2014.
Lodam electronics a/s, som ligger i Sønderborg, beskæftiger primært ingeniører inden for energieffektive styrringsløsninger til køle-, varme- og ventilationsindustrien. Lodam gik desuden to pladser frem til en 14. plads på listen over Danmarks Bedste Mellemstore Arbejdspladser.
"At være blandt Danmarks bedste arbejdspladser er en del af Lodams vision. Vi opfatter et godt arbejdsmiljø som et vigtigt grundlag for at kunne skabe innovative produkter og vækst. For Lodam er livsbalance, også kaldet work-life balance, en vigtig del af et godt arbejdsmiljø. - En nominering til Prisen for Livsbalance er en fin anerkendelse, som vi er meget stolte af," siger Henning Højberg Kristensen, adm. direktør i Lodam electronics.
"For os hænger udvikling, vækst og resultater tæt sammen med, at vi trives på arbejdspladsen og i livet uden for arbejdspladsen. Lodam bidrager med fokus på work-life balance ved at give vores medarbejdere mulighed for at skabe balance mellem arbejdsliv og privatliv. Det gør vi med konkrete tiltag i form af undervisning, coachingforløb og mulighed for individuel arbejdstilrettelæggelse, som f.eks. nedsat tid og skånehensyn, men også mulighed for ekstra tid til ferie, særlige hobbier med mere," siger Henning Højberg Kristensen.
Virksomheden oplever ikke kun fremgang på listen over Danmarks bedste arbejdspladser, men også på antallet af medarbejdere. Lodam er vokset med 14 medarbejdere fra sidste undersøgelse til 103 medarbejdere i dag. Derudover taler tallet for sygefravær, som er på 1,4 procent, for sig selv om fordelene ved at være en af Danmarks bedste arbejdspladser.
Fakta
Lodam udvikler, producerer og leverer energieffektive produkter inden for forretningsområderne køl, varme og ventilation. Produktportfolioen består af en lang række elektroniske styringer, betjeningspaneler, sensorer og softwareapplikationer, som kombineres til såvel færdige produkter som kundetilpassede OEM-løsninger.