"Jeg elsker Vesterhavet"
Susan Lorange
Alder:
46 år
Familie:
4 børn, Julie på 24, Anders på 22, Sebastian på 16 og Oliver på 13. De to ældste er flyttet hjemmefra og bor i hhv. Silkeborg og København
Job:
Ejer af den nyåbnede butik F.U.N.D sammen med Mette Lillerøj
Hvad ser du helst på TV?
For tiden er der en masse programmer om indretning med genbrug. Det er jo lige i butikkens ånd, så dem sluger jeg
Hvad var det første du ville købe med 7 rigtige Lotto-tal?
En rejse til Bali med alle mine børn. Jeg var der for alt for mange år siden og det er bare et fantastisk sted med en helt speciel atmosfære. Den oplevelse ville jeg rigtig gerne give og dele med mine børn. Og de næste to år bor min onkel faktisk dernede og leder et stort byggeprojekt, så det måtte da gerne ske mens vi kunne besøge ham der… jeg skulle måske begynde at spille?
Hvis du skal lave mad, serverer du som regel…?
Noget mine børn kan lide, de er altid med på råd om dagens menu og især Oliver er en flittig hjælper i køkkenet. Heldigvis kan de ligesom mig godt lide krydret mad og især mexicanske pandekager med hjemmelavet guacamole er en favorit. Efter børnenes udsagn laver jeg den bedste i verden
Hvad kan gøre dig rigtig vred?
Det bliver jeg sjældent, men når dem der har brug for hjælp, ikke får det og bliver behandlet uanstændigt, bliver jeg rigtig ked af det.
Hvad drømte du som barn om at blive som voksen?
Jeg ville gerne gå i skole resten af livet, og det gør jeg sådan set også. Jeg elsker stadig at lære nyt. Og så ville jeg gerne være arkæolog, men det var altså min søster, der blev det. Jeg elskede allerede som barn at sy og syede tøj både til mine dukker og mig selv, men troede vist ikke dengang, at det var noget man kunne arbejde med.
Hvem kan få dig til at grine?
Børn. Både mine egne og andres. Især små børn, der er ikke noget så godt som at dele deres glæde og umiddelbarhed. Ja og så min eks-kæreste faktisk. Han kan med sin irriterende elefanthukommelse altid få vendt mine egne ord imod mig og fange mig med sproglige finurligheder, men på en sjov og kærlig måde.
Hvilken historisk person ville du invitere på middag?
H.C Andersen. Og så ville jeg forlange at han skulle fortælle eventyr hele aftenen.
Hvad ønsker du dig i julegave?
Jeg skal desværre ikke være sammen med mine 3 drenge i år, så den bedste julegave vil være at jeg og min datter får en dejlig aften. Måske at vi gør noget helt vildt og dropper traditionerne.
Hvem er din største inspirationskilde?
Min datter. Hun har en hjerneskade, og at se hende kæmpe for at klare sig selv og altid være den første til at hjælpe andre, på trods af hendes vanskeligheder, har været det, der tit har fået mig videre. Hvis hun kan, så har vi andre ingen undskyldninger!
Hvad vil du gerne bidrage med i Varde Kommune?
At den er et rart sted for os alle sammen, også de svageste. Som erhvervsdrivende vil jeg gerne medvirke til, at her er spændende aktiviteter af forskellig slags.
Har du en dårlig vane – hvis, hvilken?
Jeg har vist ikke kun én… værst er nok at jeg altid vil alting på én gang, og så kommer til at love mere end jeg kan holde. Heldigvis kender Mette mig godt og kan stoppe mig når det sker arbejdsmæssigt
Hvordan tilbringer du helst en fridag?
Jeg kan godt lide at komme ud, og elsker en tur til Vesterhavet. Og så vil jeg bare gerne hygge sammen med familie og venner
Hvad er din drømmebil?
Jeg drømmer godt nok sjældent om biler! Men lige nu kunne jeg godt ønske mig at vi fik en transporter, vi kunne bruge når vi kører på markeder og henter ting til butikken
Har du et motto?
”Man skal nyde, før man kan yde”. I den rækkefølge. Man skal sørge for selv at have det godt og være i balance, før man har kræfter til at yde noget og være noget for andre. Det er også en dyrekøbt erfaring efter i mange år at have sat mig selv i bagerste række.
Hvad er du mest glad for i dit hjem?
Når det er fyldt med glade mennesker.
Hvad kan du ikke?
Ting jeg vælger ikke at kunne. At bakke med en trailer f.eks. Der er simpelthen ting mit liv er for kort til at jeg skal lære. Til gengæld er jeg rimelig god til at vide hvor jeg skal finde hjælp
Hvem fortjener en pris?
Vi har en kunde i butikken, en ældre dame som har fået syet nogen af hendes egne ting om. Til sådan nogen specialopgaver falder man jo i snak med folk, og vi har efterhånden haft en del gode snakke. Hun er altid i godt humør når hun kommer og et hyggeligt input i dagen. En dag fortæller hun under snakken, hvordan hun tager sig af nødstedte dyr, og sørger for at de bliver hjulpet videre til et godt nyt hjem. Hun har også taget sig af fremmede mennesker og hjulpet dem på et tidspunkt i livet, hvor de havde allermest brug for det. Og hun fortæller historien med lys i øjnene over at have kunnet gøre en forskel, og ikke den fjerneste gnist af selvhævdelse. Tænk at der går den slags mennesker rundt, hvor man først får sådan en viden om dem, når man kommer tæt på. Hun - og folk som hende – fortjener den største pris.
Er du konkurrencemenneske?
Nej.
Hvor vil du gerne rejse hen på ferie?
Steder hvor jeg kan opleve noget, se andre kulturer. Og så må der gerne være varmt.
Hvad var det første du tænkte på i morges, da du slog øjnene op?
Hvad jeg skulle lave når jeg kommer ned i butikken. Det er mig der rumsterer i systuen i baglokalet og lige nu er der fuld gang i julekonens værksted
3 tillægsord, dine venner ville bruge om dig?
Dem har min makker Mette sagt for længe siden… sød, sjov og god til at lytte
Hvad optager dig mest i øjeblikket?
Helt klart butikken. Det er sjovt men også hårdt arbejde at starte den op
Når vi siger Varde Kommune, tænker du…?
At jeg som tilflytter hertil for et år siden stadig føler mig ny her. Men at jeg synes, her er dejligt at være og ved, at det er her jeg skal blive, og at jeg som ny erhvervsdrivende har lyst til at bidrage til, at her bliver ved med at være dejligt – for alle.