Fortsæt til indhold

200 diskuterede medborgerskab

Velbesøgt borgermøde satte fokus på det aktive medborgerskab

Arkiv
Arkiv

Mere end 200 borgere havde fundet vej til borgermødet onsdag aften om det aktive medborgerskab. Det foregik i H&M Huset i Sønderborg. De fik både sønderjysk kaffebord, borgmestervelkomst, paneldebat, skuespil og mulighed for at stille spørgsmål og aflevere synspunkter.
Sønderborg Kommune har lavet en politik for det aktive medborgerskab. Den er i offentlig høring indtil den 30. november og borgermødet var et led i den høringsproces, der er i gang. Byrådet i Sønderborg ønsker at samarbejde med borgerne om at skabe de bedste rammer for at borgerne kan deltage og aktivt medvirke i at udvikle bæredygtige fællesskaber.
"Det gode liv skabes i små og store fællesskaber ude i lokalområderne. Vi har en lang tradition for aktive frivillige borgere. De gør en stor forskel for vores ældre borgere på plejecentrene og når et stort antal syriske flygtninge har brug for tøj og cykler. Jeg er pavestolt af jeres indsats," sagde borgmester Erik Lauritzen i sin velkomsttale.
Debatpanelet bestod bl.a. af borgmesteren, Claus Klaris, næstformand i sundhedsudvalget, Camilla Pantel, formand for FOA Sønderborg, Iben Hauschultz, leder af frivilligcenter Sønderborg, Hans Stavnsager fra Center for frivilligt socialt arbejde, Agnes Nielsen fra Landdistriktsudvalget, Hans Lenger fra Kværs/Tørsbøl Ungdoms- og Idrætsforening, Martin Zeissler, initiativtager til flygtningeaktiviteter i Nordborg og Rasmus Caspersen, mentor for nye tilflyttere til Sønderborg Kommune.
En stor del af debatten kom til at handle om, hvordan det frivillige arbejde skal organiseres, og hvilken rolle kommunen skal spille, når frivillige skal inddrages.
Iben Hauschildt fra Frivilligcenter Sønderborg understregede, at de frivillige skal være frivillige på egne præmisser.
"Kommunen skal ikke lede eller styre os. Den professionelle kommunale indsats og det frivillige bidrag skal være skarpt adskilt. Det bedste er, hvis initiativet til at inddrage frivillige kommer fra de pårørende," sagde hun.
En borger pegede på, at stive regler er en barriere for at ledige kan bidrage med frivilligt arbejde. Modtagere af efterløn og dagpenge må kun arbejde frivilligt fire timer ugentligt. Dette krav ser dog ud til at blive lempet til 15 timer, fortalte Hans Stavnsager fra Center for frivilligt socialt arbejde.