Fortsæt til indhold

Pyh - det bliver en fed måned

Nu ingen grund til panik, lyder meldingen fra fitnesstræneren i Erritsø

Arkiv
Af Camilla Højgaard, EIC Fitness Centerkoordinator og personlig træner

December-strabadserne. Den dejlige julemåned er i gang - og hvad så med sundheden? Nu ingen grund til panik, bare prioriter din sundhed, så bliver det en “fed” julemåned.
Skal motionen på stand by her i december måned, for vi har jo så travlt med alt det, vi skal nå? Nej, selvfølgelig skal den ikke det. Du planlægger din træning så godt som muligt, som du gør resten af året. Lav en ekstra motivationsfaktor for at komme afsted, en aftale med en ven/veninde om at I skal mødes bestemte dage på bestemte tidspunkter, så det er en del af juleplanen. Vi kommer nemmere af sted, når det er med i planlægningen - og der står en og venter.
Når nu du ved, at du skal til årets sjoveste julefrokost om aftenen, så spis lidt sundere i løbet af dagen og få dyrket noget motion.
Det fører så til spørgsmålet: Skal man dyrke ekstra motion i december? Ja, forstået på den måde, at du skal svede mere end du plejer, men ikke nødvendigvis tidsmæssigt. Tænk: Hvis jeg spiser mere, må jeg også sørge for at forbrænde mere.
Nyd din mad

Uhm, al den gode julemad. Den står jo bare lige der - klar til, at vi sætter tænderne i den. Skønt smager den. Når du er klar til at fylde din tallerken, så tag kun det, du allerhelst vil smage på, og anret din mad, så den ser lækker og indbydende ud på din tallerken. Koncentrer dig om at nyde din mad, så både smager og mætter den mere, og du vil føle velbehag.
Men hvad så dagen derpå?
Det var den fedeste julefrokost. Du gik all in med maden og alkoholen, og dine tømmermænd har forlængst meldt deres ankomst. Nu er tiden kommet, hvor du hurtigst muligt ønsker at blive dig selv igen. Derfor, fat tasken og kom afsted ud at træne. Du vil ikke fortryde din træning, men derimod at du ikke gjorde det! Så er du nemlig klar til næste julekomsammen med familien.
Og julefrokosten med familien, hvor vi sidder i flere timer, kender vi vist alle til - og ja, det er hyggeligt. Vi sidder ved det store overflod af mad og vælter efterfølgende over i sofaen som en flad kartoffel. Men STOP. Ikke i år! Vi tager alle mand varmt tøj på, går en tur ud i den friske natur og får ny energi, leger med ungerne på legepladsen og får en hyggelig snak, unge som gamle. Og ikke at forglemme: Lige en time i træningscenteret! Det er meget sundere for os alle end at flade ud på sofaen med TV, Iphone, Ipads og den slags.
Nyd den dejlige julemåned, og fyr den så af, når du træner. Glædelig jul.