Fortsæt til indhold

Prisvinder uddanner sig til et godt arbejdsmiljø

Center i Kolding belønnes med Arfbejdsmiløprisen 2014

Arkiv
Fred Jacobsen

Det er et årelangt systematisk arbejde med at uddanne medarbejderne rigtigt, der nu har givet Center for Senhjerneskade i Kolding ArbejdsmiljøPrisen 2014. Centret fik tildelt prisen i dag.

Kernen i indsatsen er uddannelse i at forebygge de skader, der kan opstå, når handicappede mennesker skal løftes og flyttes.

“Vore medarbejdere foretager mange løft i løbet af en dag”, fortæller Heidi Lindberg Jensen, der er leder af centret i Kolding.

Hun fortæller, at muskel- og skeletskader en gang nærmest var noget, man kunne regne med i et job på dette område.
“Det kan være skader i nakken, men også skader, der opstår, når den person, der skal flyttes, laver en overraskende og utilsigtet bevægelse. Det kan vi aldrig helt gardere os imod”, fortæller Heidi Lindberg Jensen.

Alle skal uddannes

De mere forudsigelige skader forsøger de på centret at undgå ved systematisk at uddanne de af centrets medarbejdere, der skal løfte og flytte dem.

“Vi har med folk at gøre, som har fået en hjerneskade. De er ofte fysisk handicappede og skal flyttes meget. Så vi uddanner vores medarbejdere til at være forflytningsvejledere - og alle nye medarbejdere bliver oplært”, fortæller Heidi Lindberg Jensen.

Kolding er speciel

Og det er ifølge centerlederen fra Kolding ikke lige meget udbredt på tilsvarende arbejdspladser.

“Jeg tror vi er lidt specielt på området. Her har vi uddannet folk siden 1998, da man mente, at det var vejen frem for at få et godt arbejdsmiljø. Det er det arbejde, vi nu har fået prisen for”, siger en glad Heidi Lindberg Jensen.

Det er Arbejdsmiljørådet, der står bag prisen og centret i Kolding har fået den i kategorien muskelskeletpåvirkninger.

De tre andre prisvindere er ISS Food Hygiene i kategorien Arbejdsulykker, Netto i kategorien Psykisk arbejdsmiljø og Arriva Danmark A/S i kategorien Arbejdsmiljø som strategisk element.