Fortsæt til indhold

Mon Ungerne får liv i julemanden?

Som alle børn i Haderslev ved, så sover julemanden i huset på Torvet. Og han sover tungt!

Arkiv
Peter Rasmussen

Det er hårdt arbejde at være barn i Haderslev ved indgangen til julemåneden. Med hjælp fra byens borgmester er det nemlig ungernes opgave at få liv i den gamle trætte - og tungt sovende - julemand, der jo - som alle ved - Bor i det gamle røde hus ved siden af biografen på Torvet i Haderslev.
Man skal som bekendt varme grundigt op før man anstrenger sig, og igen i år er der opvarmning på Torvet ved Gospel Roots, som synger og underholder på Torvet. Efter planen begynder denne underholdning klokken 10.40.
Klokken 11.00 vil borgmester H.P. Geil og byens børn forsøge et få liv i den gamle. Det er da lykkedes alle tidligere år, så det gør det nok også i år. Og hvis det lykkes, så vil julemand og børn i fællesskab få lys i træet på Torvet.
Efter at træet er tændt går Haderslev Garden forrest, sammen med julemanden og de mange børn, til Gravene, hvor det andet store juletræ står klart. Her skal der synges og danses om træet og julemanden får god hjælp af "De syngende nissepiger", som også hjælper julemanden når de op imod 1000 godteposer skal deles ud.
Efter dansen og sangen på Gravene vil nissepigerne resten af dagen gå rundt i byen og synge på gaderne og i butikkerne.