Fortsæt til indhold

Hård ventetid for Kevin

Jan Magnussen håber og tror på, at Kevin kører videre hos McLaren i Formel 1

Arkiv
Arkiv

- Selvfølgelig er det en svær ventetid for Kevin i øjeblikket. Jeg har selv stået i den samme situation, hvor man ikke ved, om man er ‘købt eller solgt’. Men jeg er nu optimist på hans vegne. Sådan fortæller Jan Magnussens om sønnens situation i øjeblikket hos det britiske Formel 1-team McLaren, der endnu ikke har afgjort, om det 23-årige stortalent fra Roskilde skal køre videre hos dem næste år. Hans far er domkirkebyens anden verdenskendte racerstjerne og kender branchen særdeles godt efter mange år bag rattet hos nogle af de bedste hold, både i Formel 1 og gennem de sidste mange år i langdistanceløb med mange sejre i USA og på Le Mans. - Vi går og venter lige nu, og alle omkring Kevin arbejder hårdt for at få en positiv løsning på plads. Det er jo langt fra alene Kevins præstationer på banen, som tæller. Mange andre forhold og hensyn spiller ind, forklarer Jan Magnussen. Blandt de, der i øjeblikket fører forhandlingerne med McLaren, hvor den historiske chef Ron Dennis nu er vendt tilbage bag rattet, er Kevins manager, Dorte Riis Madsen.

Stærk start

I denne sæson leverede Kevin Magnussen stærke resultater i sæsonens start og fik blandt andet en andenplads ved Formel 1-sæsonens første løb i Melbourne. Men senere kørte han ind i flere uheld og sammenstød, der ofte ikke var hans skyld. Imens blev hans holdkammerat, den britiske veteran Jason Button, bedre og sluttede sæsonen foran sin danske makker. Kevin har satset alt på karrieren hos McLaren, så hvis han skulle blive vraget til næste sæson, har han ikke en Plan B klar. Med de evner, han allerede har demonstreret i en racerbil, skulle det dog ikke blive svært at finde en anden klasse at køre med i. Men det er selvfølgelig ikke det samme som kongeklassen Formel 1, der løber med den største opmærksomhed i racersporten sammen med verdens hårdeste langdistanceløb ‘Les 24 heures du Mans’.

Faderen Jan Magnussen har selv prøvet at stå i den samme situation, men er optimistisk.(Foto: Per Rudkjøbing)

Alonsos alibi

Den lokale motorsportsekspert Jens Winther Jr., som er kommentator hos TV2 blandt andet i forbindelse med Le Mans, mener, at Kevin har gjort det rigtigt godt og er ikke i tvivl om, hvad han ville vælge: - Jeg ville foretrække Kevin, fordi han repræsenterer fremtiden og med sin unge alder kan blive langt bedre end nu. Han har et kæmpemæssigt potentiale i fremtiden, mens hans nuværende holdkammerat Jason Button, der er konkurrent til holdets ene bil i fremtiden, allerede har toppet. - Men lige nu er det svært at forudsige, for flere faktorer spiller ind. - Hvis McLarens bil til næste år i 2015 ikke bliver bedre end i denne sæson, så er Button måske et mere realistisk valg, fordi han er ‘indendørs verdensmester’ i at sno sig udenom problemerne med en halvdårlig bil. Men hvis bilen til 2015 kører godt, er Kevin det indlysende valg. Jens Winther Jr. forstår godt, at McLarens nytilkomne stjerne, den tidligere spanske verdensmester Alonso, som er kommet fra Ferrari, foretrækker at få Button som makker fremfor Kevin. - Hvis han ikke er hurtigst i teamet, kan han bedre holde til at tabe til en tidligere britisk verdensmester end til en 23-årig dansker, der kun har kørt i en sæson. Så han tænker selvfølgelig på sit eget alibi, - Så kan det også spille ind, at englænderne holder sammen indenfor motorsporten og derfor foretrækker en kendt, engelsk kører fremfor en mere ukendt dansker, forklarer Jens Winther Jr. tk

Den Lokale motorsportsekspert Jens Winther Jr. er ikke i tvivl om, at Kevin repræsenterer fremtiden for McLaren. (Foto: Erling J.)