Vardes borgmester vil hindre dødelige brandulykker
Biiiiiiiiiiiiiiip! Biiiiiiiiiiiiiiip! Biiiiiiiiiiiiiip
Borgmester Erik Buhl trækker i arbejdstøjet og viser sig som en hjælpsom handyman, når han den 1. december kl. 16.00 træder op på trappestigen hos pensionist Jens Jørgen Brusen i Ansager og sætter en røgalarm op og bidrager til at nedbringe antallet af brandulykker med dødelig udgang.
Med kampagnen ”Red farmor” opfordrer Varde Kommunes Brand og Redning nemlig til, at man hjælper ældre medborgere med at installere røgalarmer, så risikoen for brandulykker med dødelig udgang kan nedsættes.
Hvert år omkommer i gennemsnit 77 personer som følge af en brand, og i 82 % af tilfældene sker de dødbringende brandulykker i hjem uden røgalarmer.
Mange af statistikkens ofre er ældre, og en røgalarm kan vise sig at være en investering for livet. Mange ældre har dog svært ved selv at sætte røgalarmerne op. Netop ældre er også den befolkningsgruppe, der er mest udsat under en brand samtidig med, at det er den gruppe, der har færrest røgalarmer i hjemmet.