Fortsæt til indhold

Økologien er gået rent ind

En række køkkener i Haderslev Kommune har været i gang med at omlægge til økologi og med gode resultater

Arkiv
Arkiv

I de sidste halvandet år har Haderslev Kommune været med i et økologiprojekt, hvor fem køkkener har omlagt dele af maden til økologisk. Omlægningen er sket i samarbejde med ØKO++.
Køkkenerne har modtaget undervisning i omlægning til økologi. Nøgleordene for undervisningen har blandt andet været: mad fra bunden, gode råvarer, masser af årstidens grøntsager og mindre madspild.
I køkkenerne på Bostedet Kløvervænget, Helsehjemmet, Kantineriet, Sillerup Plejekollegium og på Kompetencecentret er der blevet ændret rutiner, afprøvet nye opskrifter og lavet masser af dejlig økologisk mad.

Et flot resultat

Regeringen har en målsætning om, at alle offentlige køkkener senest i 2020 skal servere minimum 60 % økologisk, hvorved køkkenerne opnår et spisemærke i sølv.
Økologiberegningerne for oktober viser, at de deltagende køkkener i Haderslev Kommune i gennemsnit serverer næsten 50 % økologisk mad og drikke. Bostedet Kløvervænget hus C, har opnået en økologiprocent på 67 %, og Helsehjemmet har opnået en økologiprocent på 84 %. Det betyder, at de to køkkener nu kan få uddelt et spisemærke i sølv. Køkkenet på KompetenceCentret opnåede ligeledes et spisemærke i sølv, før køkkenet blev nedlagt.
Erfaringerne fra projektet kan bruges ind i det videre arbejde med økologisk mad og drikke i Haderslev Kommune.

Uddeling af spisemærker

Onsdag vil der bliver uddelt spisemærker i sølv til henholdsvis Helsehjemmet og Bostedet Kløvervænget, Hus C. på Jels Voldsted, Koldingvej 2 Jels, 6630 Rødding.