Fortsæt til indhold

Første spadestik for Tirpitz

Museumscenter Blåvand Fonden tog tirsdag første spadestik for Tirpitz-museet i Blåvand

Arkiv
Arkiv

Første spadestik for Vestjyllands nye museumsstolthed blev tirsdag formiddag taget i fællesskab af direktør i A.P. Møller Fonden Henrik Tvarnø, borgmester i Varde Kommune Erik Buhl samt bestyrelsesformand i Museet for Varde by og omegn og kulturudvalgsformand Lisbet Rosendahl.
Borgmester Erik Buhl er stolt over, at projektet er kommet så langt, at man nu kunne tage det første spadestik.
”Projektet sætter med BIG, Bjarke Ingels Group, i spidsen for den arkitektoniske del nye rammer for, hvordan man kan bygge museer herhjemme. Det bliver helt exceptionelt flot, og det bliver en af Jyllands største attraktioner. Jeg er glad for og stolt over, at et projekt med de perspektiver realiseres i Varde Kommune”, siger borgmester Erik Buhl.
Bestyrelsesformand i Museet for Varde by og omegn og kulturudvalgsformand Lisbet Rosendahl er enig i, at Tirpitz-museet vil løfte Varde Kommunes kulturelle niveau.
”Tirpitzmuseet var Museet for Varde by og omegns største satsning til dato, og jeg må af og til næsten knibe mig i armen for at få vished om, at vi nu endelig er så langt med projektet, at vi skal i jorden. Det er helt fantastisk”, siger Lisbet Rosendahl med et smil.
Museumsdirektør Claus Kjeld Jensen glæder sig over, at museet med det første spadestik er en dag tættere på, at han og museet kan benytte de nye faciliteter.
”Museet bliver arkitektonisk storslået, men som museumsmand glæder jeg mig mest over de uovertrufne udstillingsfaciliteter, som bygningen giver museet”, siger Claus Kjeld Jensen.
I forbindelse med det første spadestik var der taler af direktør i A.P. Møller Fonden Henrik Tvarnø, borgmester i Varde Kommune Erik Buhl samt bestyrelsesformand i Museet for Varde by og omegn og kulturudvalgsformand Lisbet Rosendahl.