Fortsæt til indhold

50 ekstra butiks-lærepladser om året

Shopping, Erhvervsforeningen, kommunen og IBC har forpligtet hinanden

Arkiv
Peter Friis Autzen

Fremover skal flere uddannes i det fredericianske butiks- og handelsliv. Det er målet med en aftale mellem Fredericia Kommune, Fredericia Shopping, Fredericia Erhvervsforening og IBC.
“Aftalen betyder, at unge mennesker kan få en praktikplads, så de kan gøre deres uddannelse færdig,” siger IBC-direktør Stig Holmelund.
Og det er ikke småting, der er tale om.
“Hvis aftalen får effekt som forventet, vil den betyde 50 ekstra lærepladser om året. Dét er noget, der kan mærkes,” siger den storsmilende uddannelsesdirektør.
Også for borgmester Jacob Bjerregaard, Shopping-formand Christian Jungmark og erhvervsforeningens-formand Michael Sønderskov, er der grund til at glæde sig.
“Det er trist, når unge er nødt til at droppe ud af deres uddannelse på grund af en manglende praktikplads. Det gør vi noget ved nu,” siger Jacob Bjerregaard.
“Denne aftale sikrer, at byens handelsliv kan føres videre af dygtige, uddannede unge,” siger Christian Jungmark.
“Som man sår, så høster man,” siger Michael Sønderskov om den nødvendige investering i at have næste generation af handelsfolk klar.