Bager på 25. år på Michelsens Gård
Leo Vinther Petersen kan fejre sit 25 års jubilæum som frivillig bagermester
Uden mad og drikke, duer helten ikke, er der er et gammelt ordsprog, der siger.
Måske er det derfor, at de er så glade for Leo Vinther Petersen på Jacob Michelsens Gård i Aabenraa. Han sørger nemlig nu på 25. år for, at der bliver bagt dejligt brød i stenovnen i Bagehuset i haven til Michelsens Gård.
Bagehuset blev genindviet i 1990, men allerede i 1989, bad egnsmuseets stifter Anne-Helene Michelsen, Leo Vinther Petersen om at besøge og samle viden hos Mads Callø, Genner, som endnu havde en stenovn i drift. Det er så blevet til 25 års ihærdigt arbejde i bagehuset.
Sammen med egnsmuseets mange andre frivillige har Leo Vinther Petersen formået at gøre bageweekenderne til et tilløbsstykke. En stenovn kræver tålmodighed, meget arbejde – og stor indsigt og viden for at få en produktion i gang.
“Leo er i besiddelse af disse egenskaber og dertil en god fortæller. Så sent som den 29.-30. november bagte han sigtebrød, kløben, søsterkage og et væld af småkager til 268 gæster, som nød godt af bagværket omkring kaffebordene i det julepyntede stuehus,” lyder det fra de frivillige i “Mandagsgruppen”, der, som navnet antyder, mødes fast om mandagen på museet.