Det blev ikke et job som pølse-sælger
Sven Jensen er ny formand for Breinholdtgård Golfklub
"Jeg vil ikke gå på pension for at fylde kalenderen op. Men det kan godt være, at jeg om et år føler, der skal mere til, og jeg skal ud på stadion og stå at sælge pølser."
Således sagde tidligere centerchef i Nykredit Esbjerg Sven Jensen til denne signatur tilbage i 2012. Nu skriver vi snart 2015, og selv om Sven ikke skal ud at sælge pølser på stadion, så trækker han nu alligevel i arbejdstøjet igen. Denne gang som formand for Breinholdtgård Golfklub, hvilket han på generalforsamlingen forleden blev valgt til.
"Havde de spurgt mig i foråret, havde jeg nok sagt nej. Men nu føler jeg, at jeg gerne vil give en hånd med med bestyrelsesarbejdet," siger Sven Jensen, der naturligvis lige vendte situationen med sin kone inden han sagde ja til tilbuddet, som han blev smigret over at få.
75.000 kr. til mere klubliv
Breinholdtgård Golfklub har i dag cirka 1.500 medlemmer og en sund økonomi, men der er alligevel mindre mørke skyer forude, som Sven er opsat på at få til at forsvinde.
"Der er mange ting, der fungerer godt, men det betyder ikke, at der ikke er plads til forbedring. Blandt andet oplever vi et faldende medlemstal, som vi gerne skal have rettet op på og vendt. Vi skal også gerne have lidt mere klubliv og medlemspleje, og for første gang har vi netop sat 75.000 kroner af til netop dét," fortæller 63-årige Sven Jensen, der mener, at det er muligt at hente godt 200 nye spillere i 2015 fordelt på både nybegyndere og mere etablerede golfspillere.
"Det er realistisk, og jeg tror på det. I det hele taget har jeg sagt ja til dette hverv og denne udfordring, fordi jeg mener, at jeg kan rykke nogle ting og gøre en forskel. Folk, der kender mig, ved, at jeg aldrig siger ja til noget, hvis jeg ikke brænder hundrede procent for det, og det samme gælder med mit engagement her i klubben. Målet er helt sikkert at blive ved med at være én af de bedste klubber herhjemme," siger Sven, der tidligere har været formand for Breinholdtgård Erhvervsklub, siddet med i Esbjerg Idrætsforbund og lavet andre foreningsopgaver.
Selv spiller han golf tre gange i ugen cirka, ligesom han også pusler med både vin og juletræer.
"Og så er der jo børn og børnebørn, som jeg også forsøger at være meget sammen med. Men det kan nu fint hænge sammen altsammen, så nu glæder jeg bare til at komme i arbejdstøjet her i klubben," lyder det med et smil fra Sven Jensen.