Roskilde på ghettolisten
Roskilde Kommune har stadig to almene boligbyggerier på ghettolisten, der netop er blevet opdateret af Socialministeriet. Ligesom sidste år drejer det sig om Rønnebærparken og Æblehaven. Pressekonsulent i Boligselskabet Sjælland Jonas Bjørn Whitehorn fortæller, at man i boligselskabet ikke giver meget for listen. - Den betyder ikke noget for os, fordi vi ikke kan bruge kriterierne til noget, siger Jonas Bjørn Whitehorn og fortsætter. - Om man kommer på listen afhænger af, hvor aktivt politiet er i området og hvem kommunen anviser til at bo der. Det er sammensætningen af beboere, der har betydning for, om et område kommer på listen eller ej.
Kriterier
Et område skal opfylde tre kriterier ud af fem for at blive betegnet som ghetto, ifølge Boligministeriet. Nogle af kriterierne for ghettolisten er, at andelen af indvandrere og efterkommere fra ikke-vestlige lande skal overstige 50 pct. Andelen af 18-64-årige uden tilknytning til arbejdsmarkedet eller uddannelse skal være mere end 40 pct. Antal dømte for overtrædelse af straffeloven, våbenloven eller lov om euforiserende stoffer overstiger 2,70 pct. ag@roskildeavis.dk