Fortsæt til indhold

Lærere og pædagoger under dynen i stor stil

Sygefraværet på de lokale skoler er steget voldsomt

Arkiv
Louise Ritter

Gisningerne er mange, men sikkert er det, at både lærere og pædagoger i stor stil bliver hjemme under dynen i stedet for at møde på arbejde på kommunens skoler. Det viser en opgørelse over de to faggruppers sygefravær siden sommerferien.
Sammenlignet med samme periode sidste år er lærernes samlede sygefravær steget med 23,9 procent, mens pædagogerne i gennemsnit har været 53,8 procent mere syge dette skoleår sammenlignet med sidste år.
Årsagen til den eksplosive stigning i sygefraværet kendes ikke på nuværende tidspunkt, men skyldes formentlig hverken en solid omgangssyge eller efterårssnue. Stigningen ses efter at den nye skolereform og lærernes ændrede arbejdstidsregler trådte i kraft efter sommerferien, men om der er en sammenhæng mellem det og det stærkt stigende fravær vides endnu ikke.
Det vil Esbjerg Kommune dog gerne gøres klogere på, og derfor har Esbjerg Kommunes skolechef, Henrik Schou, og henholdsvis lærernes og pædagogernes fællestillidsrepræsentant, Kenneth Nielsen og Michael Thorup, drøftet og iværksat et fremadrettet samarbejde, der har til formål at nedbringe sygefraværet for begge faggrupper. Fokus rettes mod arbejdsmiljøet, og processen bliver skudt i gang med en konference bistået af et eksternt konsulentfirma. Derefter vil hver af Esbjerg Kommunes 25 skoler gennemgå et forløb, hvor årsagerne til sygefraværet på den enkelte skole bliver belyst som baggrund for igangsætning af en positiv udvikling.