Holger Gorm spænder ben for arbejds-klausuler
Flertallet vil sikre overenskomst-forhold hos leverandører. Men Holger Gorm Petersen siger nej
Ene mand er det lykkedes løsgænger Holger Gorm Petersen at spænde ben for byrådets planer om at sikre overenskomst-forhold hos alle leverandører på kommunale bygge-opgaver via såkaldte arbejds-klausuler.
Den tidligere DF-gruppeformand benytter en sjældent benyttet paragraf i byrådets forretningsorden til at kræve sagen udsat.
Han tvivler på klausulernes lovlighed og skeler i den forbindelse til en tysk retssag.
“Desuden har vi før stemt nej til klausuler. Men siden er DF blevet socialister, og også andre har skiftet mening. Hvis de har skiftet mening én gang, kan de måske skifte mening igen. Det skal da prøves,” siger Holger Gorm Petersen.
Er det ikke et problem, hvis et byrådsmedlem kræver sager udskudt, bare fordi han er ved at blive nedstemt?
“Jo, men det er heller ikke bare derfor, jeg gør det. Jeg mener, sagen skal belyses yderligere,” siger Holger Gorm.
Klausulerne støttes af blandt andre socialdemokraterne.
Vil klausulerne ikke bare give de største fagforbund indflydelses-monopol?
“Nej, men de vil sikre, at vi ikke igen hyrer selskaber, der benytter underbetalte arbejdere,” siger Søren Peschardt, Socialdemokraternes gruppeformand i Vejle.