Smil til maden
Erfaren madkvinde starter eget spisested i Hersegade
For mange vil tanken om et godt måltid mad nok kunne få glæden frem på ansigtet. I den forbindelse gør det heller ikke noget, hvis maden bliver serveret med et smil. Netop smil har Pia Hédín Weinreich til hensigt at gøre til en vigtig del af oplevelsen ved hendes nyopstartede spisested, Hédíns Mad og Smil. Forretningen ligger på adressen Hersegade 30 og er resultatet af en drøm Pia Hédín Weinreich har delt med sin mand igennem mange år. - Vi har altid gerne villet have vores eget sted, fortæller hun og fortsætter: - Jeg kan godt lide at være min egen herre, for jeg kan godt lide, at det er mig, der tager beslutningerne, fortæller Pia Hédín Weinreich.
En dejlig by
Selvom spisestedet i Hersegade er nyt, er det langt fra første gang Pia Hédín Weinreich tjener til dagen og vejen ved at tilberede mad til andre. Igennem 30 år har hun lavet mad professionelt, og 15 år de år har hun arbejdet i Roskilde. I den tid har hun blandt andet arbejdet i det daværende Roskilde Bowling Center og i Kvickly Algades Bistro. Hun mindes sine år i det roskildensiske madmiljø med glæde, og der var da heller ingen tvivl for hende og husbonden om, hvor deres forretning skulle ligge. - Vi gik ikke efter noget specielt sted i byen, men vi vidste hele tiden, vi ville have lokaler i Roskilde. - For mig er det helt naturligt, fordi jeg har min familie her og bare synes, at Roskilde er en dejlig by, fortæller Pia Hédín Weinreich. hw