Fortsæt til indhold

Citroën C4 Cactus er Årets bil i Danmark 2015

C4 Cactus vandt en overbevisende sejr i afstemningen om Årets bil i Danmark 2015. Juryen fremhævede bilens anderledes design, den gode pris og det lave brændstofforbrug. Vinderbilen kan prøvekøres hos Bilhuset i Esbjerg

Arkiv
Arkiv

"Citroën C4 Cactus er en modig bil, ikke bare designmæssigt men også i bilens opbygning og indretning, der både er minimalistisk og moderne på en gang."
Sådan lød noget af begrundelsen fra Karsten Lemche fra FDM, mens bil-bloggeren Malene Raith kaldte bilen ”vovet og innovativ, men samtidig også praktisk, funktionel og brugervenlig. Det er modigt og rigtigt gjort af Citroën. Cool fransk design lige til at tage på."
Jo, roserne var mange, da Motorjournalisternes Klub i Danmark kårede Citroëns nyeste model til suveræn vinder af Årets bil i Danmark 2015 med stort forspring til konkurrenterne. Citroën C4 Cactus fik 148 point, mens VW Passat på andenpladsen fik 87 point, og Ford Mondeo fik 83 point som nr. 3.

Essensen af Citroën

"Som bilforhandler er man altid stolt over at kunne præsentere årets bil, men vi er ekstra stolte over, at det blev C4 Cactus, fordi den udtrykker essensen af Citroëns DNA: kreativ teknologi, moderne fransk design og en helt ny måde at udforme en bil på," siger Michael T. Petersen fra Bilhuset Esbjerg.
I udviklingen af bilen har Citroën lagt vægt på at skabe en komfortabel familiebil med alle de detaljer, der tæller for nutidens bilkøbere og samtidig udelade alt det overflødige. Resultatet er et banebrydende design og en lang række innovative tekniske løsninger, der bl.a. har skrællet 200 kg af bilens vægt i forhold til en C4, så man også får en bil, der kører langt på literen og har en fornuftig totaløkonomi.

Nyskabende detaljer

Bilen ligner en mellemting mellem en personbil og en SUV, og blandt de mest iøjnefaldende designdetaljer er de såkaldte Airbumps® på bilens døre. Indvendigt er designet præget af god plads, rene linjer og nostalgiske detaljer som fx strophåndtag, der leder tankerne hen på klassiske rejsekufferter. Og hvis man vælger en model med ETG gearkasse, ser forsæderne ud som en sofa ligesom i en klassisk amerikansk flyder.
"Der har været stor interesse for C4 Cactus, siden vi fik den i butikken lige efter sommerferien, og jeg er sikker på, at der nu vil blive endnu mere tryk på prøveturene. Det er virkelig en bil, der sætter nye standarder og til en meget overbevisende pris," siger Michael T. Petersen.
Årets bil fås fra kr.169.990, og standardudstyret på alle C4 Cactus modeller inkluderer aircondition, varme i forsæder, læderrat, ratbetjent radio med Bluetooth og USB, fartpilot og meget mere. Kan man klare sig uden bagsæde, kan man få C4 Cactus Van på gule plader til kr. 99.990 excl. moms.