Borgmester Erik Buhl viste sig som en handyman
Med kampagnen ”Red Farmor” opfordrer Varde Kommunes Brand og Redning nemlig til, at man hjælper ældre medborgere med at installere røgalarmer
Borgmester Erik Buhl trak mandag eftermiddag i arbejdstøjet og viste sig som en hjælpsom handyman, da han trådte op på trappestigen hos pensionist Jens Jørgen Brusen i Ansager og satte en røgalarm op og bidrog til at nedbringe antallet af brandulykker med dødelig udgang.
Med kampagnen ”Red Farmor” opfordrer Varde Kommunes Brand og Redning nemlig til, at man hjælper ældre medborgere med at installere røgalarmer, så risikoen for brandulykker med dødelig udgang kan nedsættes.
Hvem mangler en røgalarm?
Hvert år omkommer gennemsnitligt 75 menneskersom følge af en brand, heraf mange ældre.
En typisk hændelse: Det er aften og en ældre dame stiller et tændt stearinlys i vindueskarmen, tæt på gardinet. Kvinden falder i søvn og opdager ikke, at der går ild i gardinet. Flammerne spreder sig og kvinden når ikke at ringe 112, og dør af sine kraftige forbrændinger og den alvorlige røgforgiftning. En røgalarm kunne have reddet hende.
(U)hyggelig vintertid
Vi har netop stillet urene tilbage og ser frem til den hyggelige vintertid med mørke aftener og tændte stearinlys.
Men hyggen og glæden kan hurtigt forsvinde. Statistikken viser, at 75 mennesker i gennemsnit dør hvert år som følge af brand, og i 82 % af tilfældene er der ikke installeret en røgalarm.
I den kommende tid gennemfører BrandBevægelsen en kampagne, som særligt fokuserer på ældre menneskers behov for en røgalarm i hjemmet. Den kan vise sig at være en investering for livet.
Unge hjælper ældre
Kampagnen hedder "Red Farmor" og gør os opmærksomme på at hjælpe ældre mennesker med at få en røgalarm sat op.
"Ældre mennesker har sjældent røgalarmer i hjemmet, samtidig med at det netop er denne gruppe, som er ekstra udsat for at komme til skade ved brand. Generelt er ældre mennesker langsommere til at slukke ilden eller bringe sig i sikkerhed, og hvis de bliver forbrændt eller røgforgiftet, tåler de det dårligere end unge mennesker," fortæller beredskabschefen i Varde Kommune Susanne Fast.