En god tradition
Venner til Roskilde Museum samlet til juleafslutning i gården
- Velkommen hos Roskilde Museum til juleafslutning i gården, som efterhånden er blevet en god tradition. Jeg er glad for at se, at vi har så mange venner, sagde direktør Frank Birkebæk i sin velkomst tirsdag eftermiddag. Deltagerne fik gløg, mens Domkirkens drengekor med dirigent Finn Evald, lod deres lyse stemmer live op. Birkebæk og hans medarbejdere kan glæde sig over, at de efterhånden har et af landets bedste lokale museer, der har vundet flere priser for god evne til at formidle til tilskuerne. Hele karreen mellem Skt. Ols Stræde, Skt. Ols Gade og Munkebro er ved at stå færdig som museumsgård. I øjeblikket er håndværkerne i gang med det flotte gamle sukkerhus fra 1700-tallet, hvor der en gang har været brandstation. Til marts står huset færdig med den nye hovedindgang fra Sct. Olai Plads, hvor kilden fra Bryggergården ned gennem Rosenhavestræde giver en stemningsfuld entré. - Vi glæder os til at kunne gå i gang med at indrette udstillingerne, når vi så får meget bedre plads, fortæller Frank Birkebæk, som også trak de lange historiske linjer i sin velkomst. - En gang fejrede vore gamle forfædre vintersolhverv, når de tog livtag med kulden og mørket ved bålet for at fejre, at lyset og varmen nu begynder at komme tilbage. De lærte vel også at lave flæskesteg med sprød svær dengang, og det holder vi i live stadigvæk.
Racerudstilling
Blandt gæsterne i museets gård var flere medlemmer af byrådet og mange aktive fra byens forskellige foreninger. Advokat C.C. Hansen, der har arbejdet et helt liv for dansk motorsport og de mange gode kørere fra Roskilde, var en af deltagerne. - Jeg glæder mig til foråret, for så får vi en stor udstilling med gamle racerbiler her foran museets nye indgang i Skt. Ols Stræde. På den måde markerer vi 60-året for starten på Roskilde Ring, fortalte han. tk