Dresscode til juleaften: Lune løbesko
Kom til hyggeligt jule-motionsløb den 24. december - og støt samtidig et værdifuldt formål: Børn og unges sunde fritidsliv
Det hedder “2412Run Vojens” og er en helt ny motionsidé, som allerede har fået tilsagn om deltagelse fra rigtig mange.
2412Run Vojens er et hyggeligt og uformelt juleløb om formiddagen den 24. december.
Løbet vil foregå rundt om søen ved fritidscenteret i Vojens, og der er lagt op til, at alle - børn og voksne, hunde og barnevogne - kan være med. Man kan løbe eller gå alt efter temperament og form. Det er gratis at deltage, og man skal ikke meldes til på forhånd, men kan bare møde op i tidsrummet kl. 9-12. Så man bestemmer altså selv, hvornår det passer at tage turen - bare man er færdig kl. 12. Lokale politikere og en lokal ironman har også meldt sin ankomst.
Motion før middagen
Vi håber, at rigtig mange vil synes, at det kan være dejligt at få sig rørt lidt juleaftensdag, inden man skal i gang med den store julemiddag, siger Vivi Terp, som er en af de frivillige, som arrangerer 2412Run Vojens.
2412Run Vojens støtter den frivillige forening BROEN Haderslev, som hjælper børn fra udsatte familier til at være aktive i lokale fritidstilbud i hele kommunen. Man kan selv vælge, om man vil give et bidrag til BROEN Haderslev ved at lægge et beløb på dagen.
Desuden kan sponsorer støtte løbet ved at give et bidrag pr. omgang, der tilbagelægges på dagen, eller et fast bidrag uanset antallet af deltagere og omgange. Hovedsponsor for 2412Run Vojens er energiselskabet OK. Der er oprettet en facebook-side med titlen “2412Run Vojens”, hvor man kan tilkendegive, om man deltager i arrangementet. Interesserede sponsorer kan kontakte info@broen-haderslev.dk