Fortsæt til indhold

Rådhuskælderens have flytter

Arkiv
Anette Gundlach

Restaurant Rådhuskælderens nuværende have med udeservering i godt vejr, bliver lukket i en længere periode, når byggeriet af Domkirkens formidlingscenter går i gang. Haven ligger nemlig på en del af den planlagte byggegrund, hvor centret kommer til at ligge. Restauratør Jeanette Dalsgaard bliver i stedet tilbudt et andet areal, hvor der skal anlægges en ny græsplane på parkeringspladsen bag restauranten og det gamle borgmesterkontor. eller på fortorvet ud mod Stændertorvet. Hun er positiv overfor byggeplanerne, som skal sikre langt flere turister og gæster til Roskilde, men samtidig er hun også lidt bange for fremtiden. - Haven er et åndehul i byen, og jeg frygter, at det bliver besværligt for os i restauranten at komme ud og betjene gæsterne på de nye steder, siger Jeanette Dalsgaard. Samtidig bliver hun nødt til at bygge om inde i restauranten, når der skal være en ny udgang til udeserveringen. Samtidig er hun ked af, at formidlingscentret kommer til at ligge i havens bedste hjørne, hvor der er mest sol. - Borgmesteren har lovet, at kommune og arkitekter vil være i dialog med mig under hele processen, så de tager så meget hensyn til mig som muligt, siger Jeanette Dalsgaard. Hun håber, at centret ikke kommer til at ligge over jorden, så det vil tage den smukke udsigt til Domkirken. Borgmester Joy Mogensen siger til Roskilde Avis, at kommunen vil sørge for, at Rådhuskælderen fortsat kan få plads til udeservering, både under og efter byggeriet af Formidlingscentret. ag@roskildeavis.dk