Vil kommunen af med sine små virksomheder
Jeg føler, det er på tide at komme med dette ‘Opråb', fordi jeg er meget træt af, at løbe panden imod, det jeg anser for, et kommunalt regeltyrani.
Min daglige arbejdsplads, hvor jeg lægger mere end 50 ugentlige arbejdstimer, eksisterer måske om kort tid ikke mere. Dette skyldes ikke manglende lyst fra min side til at fortsætte, men at jeg er ved at bukke under overfor de regler og vilkår, kommunen sætter som betingelse for videreførelse af min virksomhed.
Pølsevognen har ligget på Schmeltz Plads i 35 år og er snart den sidste pølsevogn, der eksisterer i Roskilde. Senest lukkede Madkassen på Stændertorvet, og jeg ved at den er savnet af mange af byens borgere. Men hvem vil drive virksomhed på de vilkår, som Roskilde Kommune tilbyder folk, der har en drøm om at være selvstændige?
Urimelige krav
Jeg har netop modtaget en ny lejekontrakt for arealet, hvor min pølsevogn står. Denne kontrakt gælder frem til 31. december 2020. Jeg kan dog opsiges med 12 måneders varsel eller øjeblikkeligt, hvis jeg ikke overholder en række helt urimelige krav.
Eksempelvis må jeg ikke fremadrettet have noget som helst stående på udearealerne. Heller ikke de borde og stole, som har stået der i alle de 35 år, pølsevognen har eksisteret. Jeg må heller ikke have affaldsspande stående, selvom der i samme lejekontrakt står, at jeg er ansvarlig for tømning af disse!
Her skal man vist være jurist, for at kunne forklare sammenhængen i de paragraffer.
Kun påbud
Jeg har, efter Madkassen måtte lukke, opsat et meget lille skilt i Skomagergade, der henviser til min beliggenhed. Mange kunder finder igennem Passagen vej til min butik. Dette er ifølge lejekontrakten slut nu. Ingen forklaring – kun et kommunalt påbud.
Mange af mine kunder nyder at sidde udenfor pølsevognen, imens de spiser det, de netop har købt. Ældre mennesker, som slet ikke har handlet hos mig, benytter mine stole til en lille hvilepause. Dette er ifølge lejekontrakten slut nu. Ingen forklaring – kun et kommunalt påbud.
Jeg har alle dage parkeret min varevogn umiddelbart bagved pølsevognen, da jeg anvender denne som lager for sodavand. Dette er ifølge lejekontrakten også slut nu. Ingen forklaring – kun et kommunalt påbud.
Man får ingen svar, når man forsøger at komme i dialog med kommunen, udover at: Sådan er det!
Det er mig ubegribeligt, at Roskilde Kommune har denne arrogante holdning overfor en lille virksomhed. En virksomhed som trods alt genererer både pladsleje og skatter til kommunen.
Nu er det mit håb, at jeg med dette læserbrev kan få kommunen i tale og en dialog i gang. Ellers er der snart en virksomhed mindre i Roskilde. Det er vel ikke den vej kommunens politikere gerne vil?
Min opfordring til politikerne er, at få udstukket nogle andre retningslinjer til embedsmændene, samt et direktiv til de samme embedsmænd, der pålægger dem at gå i dialog med byens erhvervsdrivende.
Jeg nægter at tro, at de nuværende retningslinjer matcher med kommunens erhvervsstrategi.
Skriv en kommentar her.