Kammerkor giver julekoncert i Domkirken
Ribe Kammerkors julekoncert finder i år sted lørdag d. 6. december kl. 16.00. Under mottoet ”O come, o come” indbyder koret til en traditionel koncert med dansk og engelsk julemusik.
Næste år fejrer Kammerkoret 40-års jubilæum, men det er så velsyngende som nogensinde, især efter en aktiv sæson, der både har budt på en tv-transmitteret bispevielse og uropførelse af en nyt requiem i anledning af Brorson-året. Koret har i år inviteret orgelsolisten Inga Lindmark med som gæst ved koncerten. Hun er noget så sjældent som en freelance orgelsolist, der efter mange års ansættelse som organist ved Haderslev Domkirke, nu helliger sig tiden som orgelspiller af højeste kvalitet. Koret dirigeres af domorganist Birgitte Ebert. Der tages en entré på 50 kroner.