Pengespild i Roskilde
V-leder glæder sig over Roskildes gode økonomi, men han kritiserer mangler i flertallets vedtagede budget
Venstres leder i Roskilde Byråd, Bent Jørgensen, glæder sig over, at det går godt med økonomien i kommunen, så der er råd til mange nye initiativer. - Vi har også gennem årene støttet en politik med både besparelser og effektiviseringer, som nu har ført til en god kassebeholdning og en mere robust økonomi, så der er råd til uforudsete udgifter og nye anlægs-byggerier. Når Venstre alligevel ikke er med i kommunens budget for næste år i 2015, som blev vedtaget af S-SF-R-K-El, er det, fordi der ikke er prioriteret skarpt nok, forklarer Bent Jørgensen og fremhæver fire områder, hvor der efter hans opfattelse spildes penge eller opkræves forkerte skatter.
Forhastet p-hus
- Vi mener, at beslutningen om et p-hus på Sortebrødre Plads, som der ikke er anvist finansiering til i budgettet, er uigennemtænkt. Her planlægges et dyrt projekt til 70 millioner kroner, som kun vil give godt netto 200 pladser, da man for at bygge huset må nedlægge 200 eksisterende pladser og ekstra 100, da man kalkulerer med grundsalg. - Vi har ikke set en analyse, der siger noget om behovet. Så det er ren hovsabeslutning. Desuden kunne man se på andre muligheder uden at skulle nedlægge pladser bl.a. Bønnelyckes Plads og grunden i Jernbanegade (retsbygningen) som nu er erhvervet. Bent Jørgensen fremhæver dernæst, at beslutningen om at placere den nye svømmehal på 50 meter ved siden af Roskilde Badet på Bymarken er forkert. Ifølge ham vil den koste 20 millioner kroner mere end den økonomiske ramme på 110 millioner, der oprindelig var afsat. - Vi så den gerne placeret i Trekroner. Havde man valgt dette, var den økonomiske ramme overholdt, og de 20 millioner havde været et kærkommet bidrag til for eksempel en svømmehal i Viby, som er et stort ønske fra borgerne. Det ville også være en investering i fremtiden, da vi netop ønsker at tiltrække flere borgere til Viby.
Dårlig erhvervspolitik
- Budgetflertallet bruger en masse fine ord om at gøre mere for erhvervslivet. Men da det gjaldt, blev det til en meget lille sænkning af dækningsafgiften/erhvervsskatten. Det er meget skuffende. 11 kommunerne i regionen har helt afskaffet den, og fra det nye år har Roskilde nu den højeste erhvervsskat i Region Sjælland. Det er ikke et godt udgangspunkt for at skabe nye arbejdspladser lokalt, forklarer Bent Jørgensen. - Trods kommunens gode økonomi blev det heller ikke til en lettelse af boligskatterne. Det ville ellers have været en kærkommen lejlighed, når der nu er penge i kassen. Skatten for boligejere er steget voldsomt i de seneste år, og det skal vi som byråd tage alvorligt, hvis vi fortsat ønsker at være en kommune, hvor det er attraktiv at bosætte sig, fremhæver Bent Jørgensen. tk