Fortsæt til indhold

Rådhusets første opgave var grøn

Tirsdag formiddag underskrev borgmester, Erik Buhl, og præsidenten for Danmarks Naturfredningsforening, Ella Maria Bisschop-Larsen, papiret på, at Varde nu er officiel Klimakommune

Arkiv
Kim Schou

Med den underskrift forpligtiger Varde Kommune sig til at reducere sit CO2-udslip med to procent hvert år indtil 2025. Det nye rådhus var med sine mange energieffektive elementer den velvalgte kulisse for underskriften.
Det energirigtige rådhus kommer til at spille en vigtig rolle for, hvordan Varde Kommune kan sænke sit forbrug og dermed reducere CO2-udslippet fra kommune.
Ved at samle administrationen på Bytoften efter sommerferien i 2015 forventes det som minimum at spare kommunen for 1.240.000 kWh. Det og flere andre nye tiltag fremhævede borgmesteren i sin tale.
”Vi får nye moderne energirigtige LED-gadelys. Flere af vores skoler og børnehaver får solceller på taget i disse dage og vi har stort fokus på at forbedre vores mange bygninger. Alt dette gør vi for at passe på vores klima og miljø. Men vi gør det selvfølgelig også fordi, at der god økonomisk fornuft i disse tiltag," siger Erik Buhl (V), Borgmester.
Præsident i Danmarks Naturfredningsforening Ella Maria Bisschop-Larsen udtrykte i sin tale stor glæde over, at Varde Kommune også vil være med til at sænke de danske kommuners samlede CO2-udslip.
Efter talerne og underskriften var der rundvisning på det nye rådhus, hvor blandt andet LAR-bassinerne, der skal opsamle og forsinke regnvand, blev vist frem.