Klar besked giver tryghed på handicapområdet
På børnehandicapområdet er det nu lagt fast, hvordan forældre kan kompenseres for eventuel tabt arbejdsfortjeneste
”Det skal være nemt for borgerne at finde ud af, hvad vi kan tilbyde. Vi ønsker at skabe tryghed og gøre det tydeligt, hvilken service vi som kommune tilbyder borgerne, og hvilke ydelser de kan forvente”, siger Peter Kofod Poulsen, formand for Socialudvalget i Haderslev, efter at børnehandicapområdet har fået fastlagt, hvordan forældre kan kompenseres for eventuel tabt arbejdsfortjeneste. Det samme gælder på voksenområdet, hvor der er udarbejdet et katalog, der beskriver de ydelser, borgere med et fysisk eller psykisk handicap kan få.
Ydelseskataloget beskriver de forskellige tilbud, som borgere med fysisk eller psykisk handicap har mulighed for at få hjælp til, hvis ens handicap er af en sådan karakter, at kommunen skal træde til.
"Kataloget indeholder de indsatser, som vi kan tilbyde borgerne, men det er klart, at vi vil kunne udvikle og ændre kataloget i takt med, at borgernes behov ændrer sig”, siger Peter Kofod Poulsen.
På børnehandicaprådet har udvalget fastsat nye serviceniveauer. Det gælder blandt andet i forhold til kompensation for tabt arbejdsfortjeneste, aflastning og nødvendige merudgifter.
”Vi håber, at det kan være med til at skabe ro og tryghed, at man som forælder til et handicappet barn ved, hvad man har med at gøre – også økonomisk”, siger Peter Kofod Poulsen og fortsætter:
”I bund og grund handler det om, at vi gerne vil hjælpe og støtte borgerne i at have et godt liv. Det er også vigtig at huske, at selvom vi nu har beskrevet serviceniveauet, så er vi altid inde og have en individuel dialog og vurdering i den enkeltes borgers tilfælde, inden de bliver visiteret til en service eller ydelse”, siger Peter Kofod Poulsen.
Ydelseskataloget skal nu i høring i både Seniorråd og Handicapråd, mens serviceniveauerne på børnehandicapområdet skal i høring i Handicaprådet.