Præsterne var enige
Formanden for Domsognets Menighedsråd, Anne Rosendal, understreger overfor Roskilde Avis, at domkirkens præster var enige, så det var en enstemmig beslutning, da der sidste år blev indført faste åbningstider, så turisterne ikke kommer forgæves til UNESCO-monumentet. Hendes reaktion kommer efter en artikel, hvori der stod: "Menighedsrådets beslutning om faste åbningstider i løbet af ugen, så præsterne ikke længere pludselig kan lukke for besøgende uden forudgående varsel, har også hjulpet meget. Nu tør flere tur-operatører igen køre til Roskilde Domkirke, da de ikke risikerer at stå foran en lukket dør med en hel busfuld turister." - I artiklen står der ikke noget forkert, men det kan nemt misforstås, siger Anne Rosendal. - Tidligere havde menighedsrådet ikke besluttet nogen faste åbningstider, og så kunne præsterne med god ret lukke, hvis de ville afvikle kirkelige handlinger. Men siden vi i fællesskab har indført de faste åbningstider, har præsterne også respekteret dem, understreger Anne Rosendal. tk