Fortsæt til indhold

Nu skal Troels husere på Huset

Sune Rasmussen stempler ud på Huset, og Troels Haas tjekker ind

Arkiv
Rune Weitling

Efter at have knoklet utallige timer i døgnet i tre år som daglig leder af Huset - De studerendes Hus i Finsensgade i Esbjerg, har Sune Rasmussen nu brug for luftforandring. Bogstavelig talt.
“Ja, jeg flytter til Brasilien for at læse på universitetet. Det bliver rigtig spændende og jeg glæder mig virkelig meget, men det bliver da også vemodigt at sige farvel til Huset,” siger 24-årige Sune Rasmussen, der uden tvivl har været en af de væsentligste årsager til, at Huset har oplevet en sand renæssance i Esbjerg.
Han har lagt flere timer i stedet end påkrævet, men det har også betalt sig, og i dag er Huset blevet et anerkendt sted, der både rummer spillested, café og i fremtiden også biograf. To deltidsansatte samt 40 frivillige fra 20 forskellige lande er i dag med til at drive stedet, og i spidsen for dem er 42-årige Troels Haas nu blevet ansat i en fuldtidsstilling som souschef.

Ny Café Biograf

Troels Haas er uddannet folkeskolelærer og har undervist både på Nordby Skole på Fanø og på Sønderrisskolen. Derudover har han arbejdet seks år hos Center for Sex og Sundhed samt siddet seks år i Messecenter Hernings Kulturafdeling.
“Så jeg føler mig rimelig påklædt til jobbet som daglig leder af Huset, men det er med en stor portion ydmyghed, at jeg går ind til jobbet. Der er blevet skabt et rigtig godt fundament, som jeg glæder mig enormt meget til at arbejde videre med og ikke mindst udvikle,” siger 42-årige Troels Haas, der får etableringen af den nye Café biograf som en af sine første opgaver.

God mavefornemmelse

Mens Sune Rasmussen altså drager på udlandseventyr, bliver basen for Troels Haas Esbjerg, og det har han det rigtig godt med.
“Min kone og jeg blev forældre til en lille pige i september, så jeg er meget glad for ikke at skulle køre frem og tilbage til Herning hver dag. Men jeg er bestemt også glad for at have fået stillingen her, da der hersker en særlig form for græsrods-ånd, som passer godt til mig. Jeg kan godt lide at være helt tæt på tingene,” siger Troels Haas, der siden oktober har siddet helt tæt over for Sune Rasmussen på Huset og dermed allerede lært en masse om Husets drift.
En drift som Sune altså nu ikke længere skal være i spidsen for.
“Jeg glæder mig til at slippe tøjlerne, fordi jeg ved, at stedet er i gode hænder. Jeg ville have haft sværere ved det, hvis tingene sejlede, eller det ikke var endt med at blive et sted, hvor folk kunne lide at komme. Det er dét, og derfor siger jeg farvel med en god mavefornemmelse,” siger Sune Rasmussen med et smil.