Masser af badminton i Rishøjhallen
Holdkampe for de lokale badmintonspillere en masse lørdag den 6. december
BADMINTON: Lørdag den 6. december bliver der for alvor gang i fjerboldene, når Køge Badminton Klubs ungdomsspillere og ikke mindst overbygningen fra Køge-Strøby Badmintons tre hold tørner ud i årets sidste holdkampe.
Grundet store udfordringer med at skaffe ledige haltider, har klubben måtte se sig nødsaget til at forlade hjemmebaner i henholdsvis Strøbyhallen og Ravnsborghallen - til gengæld står Rishøjhallen klar til at tage i mod de lokale badmintonspillere fra lav til høj, som dagen igennem vil vise seværdig badminton.
For at skabe god stemning og masser af opbakning er det lykkes at lægge både ungdoms- og seniorkampe i Rishøjhallen, som i dagens anledning lægger ramme til en lang dag i badmintonsportens navn.
- Allerede fra formiddagen lægger ungdomsspillerne ud med en række spændende holdkampe, som begynder kl. 10.00 med en U/13 kamp mod Nykøbing Sjælland. Samme hold skal allerede kl. 12.00 i aktion igen, hvor de skal spille mod Roskilde, da Køge, Roskilde og Nykøbing Sjælland spiller en dobbelt holdrunde. Mellem U/13 kampene tager U/15 holdet mod Glumsø kl. 10.30, og forhåbentlig slutter både U/13 og U/15 holdene ungdomskampene af med en sejr. Så der er varmet godt op til seniorerne, som går på banen lige efter ungdomsspillerne, fortæller formand Randi Rimdal fra Køge-Strøby Badminton.
Første seniorhold i aktion er 1. holdet, som tager i mod Bornholm kl. 13.00. Køge-Strøby Badminton ligger på en 5. plads i Danmarksserien, mens Bornholm følger trop på en 6. plads kun ét point efter Køge-Strøby. Så der er lagt op til en spændende dyst, og med spillende træner Gitte Sommer tilbage i truppen igen, er der stor optimisme at spore.
Det betyder også, at 2. holdet er styrket op til dagens kamp og stiller op i stærkeste opstilling mod Nordbyens Badmintonklub kl. 15.00. Det er også nødvendigt, da 2. holdet har ryggen mod muren på en sidsteplads i Serie 1 og i de sidste kampe i grundspillet skal kæmpe hårdt for at få maksimal point høst og sikre en god placering til slutspillet. Dagens modstander kommer i hvert fald på en svær opgave, da Køge-Strøbys spillere er opsatte på en vise en god figur og sikre maksimalt udbytte.
3. holdet skal også i aktion kl. 15.00 mod Frederiksværk. Og her kommer 3. holdet med et stort smil på læberne, idet de vandt en overbevisende sejr på 8-0 i sidste holdrunde og nu vil forsøge at få samme udbytte mod Frederiksværk.
- Så der er lagt op til mange spændende kampe i Rishøjhallen - og publikum er mere end velkomne til en seværdig og medrivende eftermiddag. Vi tager imod al opbakning med kyshånd og håber at se mange til en lang kampdag for både børn og voksne, slutter Randi Rimdal.
pm