Jule-lukkede virksomheder frister kriminelle
Indbrudstyve ser lige nu frem til julens mange helligdage, som er højsæson for indbrudstyveri – også i virksomheder
I jule- og nytårsdagene står mange arbejdspladser uden opsyn i en længere periode. Derfor opfordrer Syd- og Sønderjyllands politi til, at alle virksomheder og institutioner giver indbrudssikringen en ekstra tjek inden juleferien.
En alarm er ikke nok
"Det handler ikke blot om at huske at sætte tyverialarmen til. Indbrudsalarmen kan måske afskrække enkelte indbrudstyve, men den holder ikke de professionelle indbrudstyve ude. En alarm kan blot fortælle, at det, vi frygtede, nu er sket. Inden vagtmanden dukker op, kan både tyv og værdifulde ting være væk," siger Christian Østergård fra Syd- og Sønderjyllands Politis Kriminalpræventive Sekretariat.
De gode råd
Derfor anbefaler vi, at virksomheder også sætter fokus på basal sikring og tænker sig godt om. Se på din virksomhed med en indbrudstyvs øjne. Tyvens fjender er støj, synlighed og tid. Sørg for at gøre tyvens arbejde, så besværligt som muligt med bl.a. gode låse og effektive vinduessikringer. Frist ikke svage sjæle, siger man. Derfor skal man undgå at lade bærbar pc'er og andre let omsættelige varer stå frit fremme lige inden for vinduet. Der sker smuttere op til jul, så tjek lige alt en ekstra gang, inden virksomheden lukker helt ned før helligdagene!
Politiet har sammen med flere udgivet en Sikringsmanual, der kommer hele vejen rundt om sikringen lige fra, hvem der er sikringsansvarlig, risikoområder og mærkning af værdigenstande i virksomheden. Manualen findes bl.a. her: www.itd.dk.
Brandsikring af affaldscontainere
Også boligforeningerne har sammen med virksomhederne en opgave. I jule- og nytårsperioden svulmer affaldscontainere i beboelsesområder med brugt julepapir og kasserede juletræer. Men der risikerer også at havne fyrværkeri blandt det brændbare indhold eller der bliver sat ild til affaldet. Derfor er det særlig vigtigt at holde containerne aflåste - specielt i dagene omkring nytår.
Vi anbefaler derfor, at boligforeninger, virksomheder og andre, som har affaldscontainere stående, følger Dansk Brand- og Sikringsteknisk Instituts vejledning nr. 29, som blandt andet siger, at affaldscontainere skal placeres mindst:
5 m fra bygninger med brandbar beklædning
5 m fra vinduer og åbninger
2,5 m fra skel
10 m fra brandbart oplag (papir, pap, træ, væsker, F-gas etc.)
Derudover må affaldscontainere ikke placeres under halvtag, overdækkede arealer eller tagudhæng og lignende uanset afstandsbestemmelser og størrelse. På arbejdspladserne er det en god ide" at få containerne tømt inden helligdagene. Og så bør de naturligvis låses.
Så vær som virksomheds-ejer med til at sikre at både du selv og andre kommer godt og sikkert ind i det nye år med alle ejendele i god behold!