Hjælp til bløde trafikanter
Lokalrådet i Jelling vil gerne have hjælp til at finde frem til trafikforhold, som skal forbedres
Dårlige flisebelægninger. Mørke bomme. Dybe huller i vejene. Det er vist en meget kendt hemmelighed, at det gennem flere år har været bøvlet at være trafikant i Jelling, men det kan også være både bøvlet og farligt at være en af de såkaldte bløde trafikanter.
“Vi har i de senere år som bløde trafikanter i Jelling oplevet en forringelse af vores vilkår, og her tænkes både på fremkommelig og sikkerhed,” lyder det fra Lokalrådet.
Borgernes hjælp
Derfor vil Lokalrådet nu gerne have større fokus på de bløde trafikanter og deres vilkår i Jelling, og det skal ske ved at indsamle oplysninger.
“Vi håber at folk vil hjælpe os med at indsamle oplysninger omkring forhold, der kan forbedres. Så samler vi oplysningerne, og sender dem i samlet til Vejle Kommune. Vi ved, at der er mange problemer, hvis man er en blød trafikant i Jelling. Vi har dog ikke overblikket, men det kan vi få med fælles hjælp,” siger Lise Lind, der er med i Lokalrådets arbejdegruppe: 'Bløde trafikanter - fremkommelighed og sikkerhed'.
Hun forklarer videre, at der er nok at steder at kigge nærmere på.
“Nogle forhold skyldes almindeligt forfald. Et eksempel på dette er stierne i Højager- og Hvesager-kvarteret, der førhen har været tydeligt delt i henholdsvis gang- og cykelsti med hvid bemaling på fliserne. Andre forhold synes at være et resultat af en manglende tanke for cyklisters virkelighed og behov, Her er det seneste eksempel opsætningen af helt mørke chikaner uden refleksafmærkning midt på stierne i monumentområdet. Ved mange sti-ender i stisystemet rager bomme ind, der ligeledes er usynlige i mørke,” lyder det fra Lokalrådet, der også opfordrer folk til at kigge indad.
“Ikke alle kører efter reglerne, og det gør det jo bare mere farligt, når en for eksempelvis en cyklist kommer blæsende i mørket uden lys,”, siger Lise Lind.
Også kørestolsbrugere eller folk med rollator kan have ret store udfordringer i Jelling.
“Når vi bevæger os til fods, eventuel med barnevogn eller rollator, eller som kørestolsbruger kan vi undre os over fodgængeroverganges placering, mangel på nedkørsler, stejle nedkørsler og dårlig flisebelægning,” siger Lise Lind.
Forslag til forbedringer for de bløde trafikanter sendes til bfn@jellingnet.dk eller lljelling@gmail.com. Arbejdsgruppen vil fremlægge det samlede materiale i april.